
Forleden læste jeg en artikel i Samvirke om, at danskerne er dem i Europa, der spiser flest kosttilskud. Så vidt jeg husker spiste 61 procent af alle kvinder kosttilskud. Artiklens mission/pointe var, at det slet ikke er nødvendigt. Ikke med mindre man er barn, gravid eller gammel.
Man skal i stedet bare spise varieret. Så kommer vitaminer og mineraler helt af sig selv.
Og nej, det betyder ikke, at jeg nu holder en pegefinger op og siger, at du ikke må spise kød, drikke alkohol, ryge og så videre. Det vil jeg ikke blande mig i. Men det betyder, at du altså skal have noget grønt hver dag. Det er ikke nok med kartofler.
Man skal gå efter FARVER, især om vinteren. GULE citroner, ORANGE appelsiner, RØDE tomater, RØDkål, ORANGE gulerødder, ORANGE græskar – og så alle de GRØNNE, for eksempel grønkål, broccoli, rosenkål, squash med flere. Vælg mellem dem, du kan lide, men kom omkring alle farverne.
Nedenstående salat er supergod og “fuld af gode sager” – jeg serverede den til en kartoffeltortilla med chilimayonnaise, men den går til mange ting.

Grønkål- og jordskoksalat med ristet boghvede
(2 personer)
100 gram grønkål (se note 1)
200 gram jordskokker
2-4 mandariner
3 spsk hasselnødder
2-3 spsk hel boghvede
Dressing
saft af 1 mandarin
3 spsk olivenolie
salt og peber
Rens grønkålen grundigt (se note 2) og fjern de grove stokke. Hak kålen i meget små stykker. Skræl jordskokkerne og skær dem i tynde skiver – nemmest med et mandolinjern (dem kan man efterhånden købe ret billigt i hårdt plast og stål). Pil mandarinerne og skær dem i små tern.
Rist hasselnødderne på en tør varm panden til nødderne bliver gyldne og den brune hinde løsninger sig. Lad nødderne køle en smule af, inden hinderne nulres af (se note 3).
Hak nødderne groft. Rist boghveden på en tør, varm pande, til de små frø får lidt farve.
Rør ingredienserne til dressingen sammen og smag til. Vend dressingen godt rundt i salaten og drys med ristet boghvede og nødder lige inden serveringen.
(opskriften er fra “Vegetar” af Ditte Ingemann, Politikens Forlag, 2016)
Note 1: Jeg kan mægtigt godt lide grønkål, der også er supersundt og en god ting at spise om vinteren. Men jeg synes måske nok at 100 gram hakket grønkål er lige i overkanten her til to personer. 75 gram kan gøre det….
Note 2: Hvis du køber – især – økologisk grønkål, er det nødvendigt, at du skyller godt. Der sidder ofte jord på kålen, og det er ikke ret fedt med en salat, der knuser mellem tænderne af jord/sand. Køb dog IKKE det allerede skyllede og hakkede grønkål! Det er simpelt hen for åndet og spild af ekstra penge.
Note 3: Det gider jeg simpelt hen ikke! Men gør det endelig, hvis du synes. Jeg ristede godt nok nødderne, lod dem køle lidt af og hakkede dem – men at fjerne hinder syntes jeg ikke ar nødvendigt.