Denne her opskrift lavede jeg første gang en varm juli-dag for tre år siden. Jeg syntes, den var helt fantastisk, så den har været på mit repertoire lige siden 🙂

Men jeg har skrevet en note i kogebogen om, at det godt nok var mange muslinger, jeg måtte kassere.

Sådan er det altså med muslinger om sommeren. Lige så snart de får lidt kulde (som nu) er de meget bedre. Jeg smed tre ud i alt af de 600 gram jeg havde købt til i aften. Det er ikke meget.

Damen i Kvicklys fiskeafdeling fortalte, at en af de unge hjælpere i fiskeafdelingen var blevet overfuset af en mand, der var rasende over, at han havde måttet smide ni muslinger ud af halvandet kilo. Så ved han godt nok ikke meget om muslinger, hvis han synes, det er vildt meget.

Jeg ved godt, at folk siger, at man skal støtte den lokale fiskehandler. Men jeg er altså rigtig godt tilfreds med Kvickly, som har en glimrende fiskeafdeling. Fiskene ser friske ud, og hvis man er så heldig at damen med det korte, mørke hår er der, kan man endda både få et smil og brugbare råd med på vejen. Det er ikke så ilde.

Kollegaens muslinger

Jeg skulle bruge en chili i retten – og besluttede mig for at bruge en af min kollega Jens Kriks chilier. Han har haft to med til mig, som han selv har dyrket.

Jeg har også dyrket chilier i år, både nogle grønne, der skulle være milde (det er de også) og nogle orange, der skulle være middelstærke (det er de ikke). Jeg har fået hjemmedyrkede chilier af min veninde Trine, og de er også milde, og jeg har fået nogle chilier fra Ausumsgaards grøntkasse, som har en lille smule bid. Så da Jens sagde, at hans chilier altså var stærke, tænkte jeg, at det var de nok ikke efter min smag. Forleden smagte jeg på dem – heldigvis kun et lille bitte stykke. Hold da op! Jeg ved ikke, hvad det er for nogle chilier, men der er dæleme spark i dem.

Dejligt synes jeg, så jeg proppede en hel i muslingesuppen her, og det klædte suppen helt vildt godt. Jeg fik hverken drageånde eller vilde svedeture, men jeg kunne bestemt godt smage, at der vat chili i retten, og det er sådan, det skal være.

Godt gået, hr. Kirk.

Guidos muslingesuppe

(4 personer)

1 net blåmuslinger

2-3 finthakkede skalotteløg

2 finthakkede hvidløg

1 finthakket rød chili

2-3 sosk olivenolie

1 bakke cocktailtomater (cirka 250gram) skåret i kvarter

1 gulerod, skåret i fine strimler

1,5 dl vermouth (Noilly Prat)

1,5 dl hvidvin

1 knsp safran

2,5 dl piskefløde

salt og peber

Citronskal

persille, grofthakket

Skyl og skrub muslingerne og kassér omhyggeligt dem, som er åbne eller skadede på anden vis

Steg nænsomt skalotteløg, hvidløg og chili i olivenolie i en stor gryde. Tilsæt tomaterne og guleroden i strimler. Hæld vermouth og hvidvin i gryden og lad det simre i nogle minutter. Opløs safranen i en kop med en lille smule kogende vand og hæld det op i gryden sammen med fløden. Lad det koge et øjeblik og smag til med salt og peber.

Kom muslingerne i gryden og lad det koge med låget på. Ryst gryden med jævne mellemrum. Suppen er klar, når muslingerne har åbnet sig.

Server suppen rygende varm og drys med citronskal og persille.,

Note 1: I Kvicklys net blåmuslinger er der 1 kilo. Man siger normalt et halvt kilo per mand, hvis ikke man skal have andet. Men så er det også rigeligt.

Note2 : Først skyller man muslingerne og kasserer alle dem, der ikke lukker sig, når man banker på dem og venter lidt. Når man så har haft dem i suppen, kasserer man dem, der ikke har åbnet sig af at blive dampet. Man må ikke være nærig. Det er dårlige muslinger, og de skal smides ud.

(opskriften er fra “Drakanmöllans køkken”/Ingalil Thorsell, Eve Maltais, Lars Srandberg, Ronnie Nilsson, forlaget Klematis, 2010)

–