Gul dhal med raita

De røde linser bliver gule, når de bliver kogt.
De røde linser bliver gule, når de bliver kogt.

Jeg er vild med indiske dhals, og jeg har før skrevet her på bloggen, at jeg ikke behøvede flere opskrifter, for jeg havde allerede fundet den perfekte dhal hos Camilla Plum.

Men man har et standpunkt, indtil man tager et nyt – og da jeg faldt over denne opskrift fra Louisa Lorangs hånd, tænkte jeg, at den måtte jeg altså prøve, for den lød søreme godt.

Raitaen er nødvendig
Raitaen er nødvendig, for den køler munden efter man har taget en mundfuld hot dhal.

Camilla og Louisa dhals er meget forskellige. Begge smager supergodt, og de vil begge være på mit repertoire fremover!

Camillas er med grønne linser, der ikke koger i smadder, og den har en lang række adskilte smagsnuancer, der først blandes, når du selv blander dem i din tallerken med ske/gaffel.

Louisas dhal er sådan et sammenkogt rodsammen, som de fleste dhal, jeg har fået i Indien, er. Den smager virkelig af Indien, og de røde linser er kogt totalt til grød.

Camillas dhal har godt af en stor klat græsk youghurt – det tilføjer noget ekstra til smagsbilledet – mens Louisas dhal SKAL have raita (yoghurt med agurk og lidt krydderier), for ellers er den altså for stærk!

Om masala og karry

Jeg er glad for stærk mad og kan tåle en del, men jeg ikke er en af dem, der kan spise en rå chili eller synes, det er sjovt at få mad, der er så stærk, at der står flammer ud af halsen.

Det er godt at stole på sin krydderi-pusher 🙂 Min er ASA-trading i Torvehallerne i København og nej, så tit er jeg ikke i hovedstaden, men de har en glimrende webshop, hvor jeg handler. Klik på det røde ASA Trading.

Men min karry – nej, det ER nu en masala – har jeg købt ansigt til ansigt med ham, der har blandet den. Og han sagde advarende, at den altså er stærk. Den hedder ”Lau Masala” og ifølge Thomas, som krydderimanden hedder, så betyder ”Lau” ild på hindi. Så er man advaret.

I øvrigt, og det er måske en smule forvirrende, så hedder den krydderiblanding, som vi kalder “karry” i Danmark, en masala på engelsk og i Indien. En “curry” er derimod en hel ret, som der blandt andet er brugt en krydderiblanding i.

Nå, men i Louisa Lorangs opskrift står der ”2 spsk stærk karry”. Men jeg forestiller mig, at hun måske ikke lige tænkte på noget så stærkt som Lau Masala, så jeg nøjedes med godt 1 spsk i retten. Det var jeg dæleme glad for, da jeg smagte på dhal’en! Hold da op, den var stærk. Jeg syntes, at den sammen med raitaen var forrygende god, men hvis du ikke er til meget stærk mad, skal du ikke købe så stærk en karry/masala – spørg i krydderiforetningen (eller læs bag på karrydåsen/glasset i supermarkedet), så du ikke får nogle ubehagelige overraskelser.

Ingredienser 180414
Ingredienser til dhal – det er forholdsvis billig mad.

Dhal med raita

(2 personer)

2 dl røde linser (se note 1)

6 dl vand

1 løg, hakket

0,5 aubergine i tern

Lidt olie til stegning

Lidt smør til stegning

2 fed hvidløg, hakkede

2 spsk stærk karry – efter smag (se tekst ovenfor)

150 gram smagfulde tomater, hakkede

Salt

Eventuelt lidt plukket koriander (se note 2)

Skyl linserne og kom dem i en gryde med vand. Lad dem koge under låg, til de er helt møre og udkogte. Det tager 15-20 minutter. Sauter løg og aubergine i lidt olie og smør på en varm pande, uden at de tager farve. Tilsæt hvidløg, karry og tomater. Kom linserne på og en smule mere vand og lad det hele koge sammen i 15 minutter. Smag til med salt.

Server dahl med raita, eventuelt en sprød salat og godt brød (naan for eksempel).

Note 1: Røde linser kan købes i større supermarkeder. De har den – synes jeg – uheldige egenskab, at de holder op med at være flot røde, når de bliver kogt. Så bliver de gule i stedet. Bare lige for at fortælle dig, at det ikke er en fejl, når dine linser skifter farve 🙂

Note 2: Når Louisa Lorang skriver ”plukket” koriander og ikke hakket, er det fordi det ser bedre ud, når man river korianderbladene i stykker med fingrene (det er det sammen med basilikum) end når man hakker dem med en kniv.

Raita minder og græsk tzatziki
Raita minder om græsk tzatziki – men er uden hvidløg.

Raita

2 dl yoghurt naturel

Lidt spidskommen

Lidt limesaft

0,25 (alt en kvart) agurk i minitern (se note 1)

Lidt hakket mynte

Rørt yoghurt sammen med agurk og krydderier.

Note 1: Jeg bugte en halv agurk. Det kan raita’en sagtens tage.

(jeg har fundet opskrifterne et sted på nettet – hvor husker jeg desværre ikke, men det er i hvert fald Louisa Lorang, der har udviklet dem)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *