Da søster og jeg diskuterede den alternative julemiddag var vi enige om, at vi ikke ville have det samme tilbehør som altid. Ingen rødkål eller brunede kartofler. Ikke fordi vi ikke kan lide det, men fordi vi havde lyst til at prøve noget nyt.
Jeg er vild med indiske dhals, og jeg har før skrevet her på bloggen, at jeg ikke behøvede flere opskrifter, for jeg havde allerede fundet den perfekte dhal hos Camilla Plum.
Men man har et standpunkt, indtil man tager et nyt – og da jeg faldt over denne opskrift fra Louisa Lorangs hånd, tænkte jeg, at den måtte jeg altså prøve, for den lød søreme godt.
Det kan tælles på én hånd, de gange om året jeg spiser pizza fra et af byens pizzarier. Det sker altid i forbindelse med at en kollega skal på ferie eller fylder rundt og vil “gøre noget ekstra”; så bliver der bestilt pizza til frokost. Det kan de fleste lide – lige med undtagelse af min kollega Morten, der ikke kan lide noget som helst. Bortset fra cola, har jeg lagt mærke til.
Men det er ikke sådan, at jeg slet ikke kan lide pizza.
Jeg spiser glad og gerne pizza til frokost, hvis jeg er på ferie i Italien. Jeg kan lide de supertynde bunde, den lækre smag af gode råvarer, duften af stenovn og den sprøde kant, som italienere kan lave.
Og så laver jeg gerne pizza selv. Min favorit er kartoffelpizza, men jeg er også glad for squash-pizza og løg-pizza.
Pyh, jeg har bare haft så travlt – og det går ud over tiden til at skrive indlæg her på bloggen.
Men I skal nu alligevel have opskriften på den hindbær-parfait, som jeg lavede til fredag aften, fordi jeg var inviteret til middag hos mine gamle kolleger Mads og Trine og deres børn, Caroline og Christian. Nå ja, faktisk var Mads i København i embeds medfør, men til gengæld var der så besøg af vores tidligere kolleger på avisen, Lene og Jesper, der nu bor og arbejder på Bornholm. De havde deres tre-årige søn Asmus med, og han er ikke nogen kost-foragter, trods sin unge alder.