”De har sgu bare at smage godt!”, tænkte jeg, da jeg første gang læste opskriften igennem på Hot Cross Buns.

For sikke da en masse arbejde.

Eller i hvert fald en masse tid – dejen skal hæve ikke mindre end tre gange á en time.

I skrivende stund (Langfredag om formiddagen) sidder og jeg spiser en af bollerne, mens jeg skriver, og jeg må erkende, at de er arbejdet værd.

De er lige så gode, som jeg husker dem.

I 1982 boede jeg i England.

Det er så længe siden, at det næsten virker, som om det var løgn. Og når jeg fotos af mit 19-årige jeg, kan jeg slet ikke huske, hvordan det var at være så ung.

Jeg arbejdede på et hjem for fysik og psykisk handicappede kvinder fra familier, der var velhavende nok til at placere dem i privat pleje.

Stedet hed Derwent House, lå i det sydlige London, og havde to kokke. Eller måske skulle man kalde dem kogekoner.

Josie var den daglige kogekone, der tog sig af varme måltid, som blev serveret midt på dagen. Hun var lidt stram i betrækket, hurtig i replikken og en udmærket kok, hvis styrke var almindelig, klassisk engelsk mad. Af en eller anden grund blev hun særligt glad for min far, da mine forældre besøgte mig – og lavede derfor roastbeef med hele svineriet til os en dag. Det faldt i god jord.

Når Josie havde fri, trådte Mary til. Hun var irer, nogenlunde lige så bred, som hun var høj, lattermild, hjertelig, festlig – og bedst til bagning. Hun bagte kager, som hun pyntede flot (jeg kunne bedre lide pynten end kagerne, der var af den tunge, engelske slags, fyldt med frugt) – og til påske bagte hun Hot Cross Buns.

Dem syntes jeg var helt fantastiske. Ikke mindst deres udseende.

Jeg ved faktisk ikke, hvorfor de hedder ”hot” Cross Buns. For de skal ikke spises varme.

Jeg har tænkt på bollerne mange gange i de forløbne år. Men enten har det ikke været ved påsketid eller også er jeg kommet fra det igen.

Men i år – i coronaens skygge – har jeg haft masser af tid, eftersom jeg bare arbejder og ellers er herhjemme. Jeg hverken rejser, går i byen eller besøger venner.

Så jeg skrev til nogle de engelske venner, jeg har, og spurgte, om én af dem måske havde en familieopskrift på Hot Cross Buns?

Det var der ikke nogen af dem, der havde.

Men flere af dem pegede samstemmende på Paul Hollywoods opskrift som ”autentisk”.

Hvis du ikke ved, hvem Paul Hollywood er, er det fordi du aldrig har set ”The Great British Bakeoff”, altså Den store Bagedyst” på engelsk. Paul Hollywood er en 54-årig kendiskok, en af dommerne i The Great British Bakeoff og typen, der får modne damer til at sukke henført. Blå, blå øjne, stålgråt hår og et charmerende smil. Jeg har en veninde, der er fuldstændig pjattet med ham 😊

Nå, jeg har altså testet hr. Hollywoods opskrift, og jeg kan anbefale den, så her er den.

Hot Cross Buns

300 ml sødmælk

50 gram smør

500 gram hvedemel (se Note 1)

1 tsk salt

75 gram sukker

Solsikkeolie (til at smøre husholdningsfilm med)

7 gram tørgær (se Note 2 om ”rigtig” gær)

1 æg, sammenpisket

75 gram gode, bløde rosiner

50 gram mixed peel (se Note 3)

Revet skal af 1 øko-appelsin

1 æble, skrællet, udkernet og i små tern

1 tsk kanel

Til korset:

75-85 gram mel

5 spsk vand (se Note 4)

Til glasering:

3 spsk abrikosmarmelade

1  Opvarm de 300 ml sødmælk (det skal ikke koge), tag fra kogepladen og tilsæt 50 gram smør.

Lad det køle ned.

NB: Hvis du bruger frisk gær, skal du nu vente, indtil det er ”lillefingervarmt” (det vil sige, at du ikke brænder dig, når du stikker en lillefinger ned og rører lidt rundt) og så opløse gæren i mælke-smørblandingen.

Kom mel, salt, sukker (og tørgær, hvis du bruger det i stedet for frisk gær) i en skål.

Hæld den lune mælkeblanding i og tilsæt det sammenpiskede æg.

Poul Hollywood synes, man skal bruge en grydeske til at røre rundt med – jeg bruger fingrene.

Og så skriver han ”bland godt sammen, indtil du har en klistret dej”.

Ja, det skal jeg da lige love for!

2  ”Hæld dejen ud på en meldrysset bordplade og ælt ved at holde dejen i den ene hånd, mens du strækker det med håndroden af den anden hånd og folder det tilbage – fortsæt i fem minutter, inden dejen er galt og elastisk” skriver Paul Hollywood.

For det første aner jeg ikke, hvad han mener med det. For det andet er dejen ikke bare klistret – den er så UMULIGT klistret, at den sætter sig på fingre og æder sig fast i bordpladen, så man står med et stykke moderne kunst, der består af lange dejtoppe, der ikke vil slippe.

Så jeg gjorde det, man normalt ikke må – jeg tilsatte mere mel. Hvor meget ved jeg ikke, men måske 100 gram. Bare så jeg overhovedet kunne få dejen løs af bordpladen – ellers var der aldrig blevet nogle boller ud af det. Og jeg forsøgte at ælte ganske almindeligt – uden den helt store succes. Min dej blev aldrig ”glat og elastisk”.

Kom dejen i en skål, du har smurt med solsikkeolie (fordi den olie er temmelig smagsløs) og dæk med et stykke husholdningsfilm, der også er smurt med olie. Dette for at dejen ikke skal få ”skorpe”.

Lad det hæve til dobbelt størrelse i cirka en time (se Note 5)

3 Mens dejen hæver, kommer du rosiner, mixed peel (tjek Note 3), appelsinskal, æbletern og kanel i en skål.

Når dejen er færdighævet, lader du den blive i skålen, mens du hælder rosin-blandingen ned til den og ælter godt igennem, indtil det føles, som om alt er nogenlunde ligeligt æltet ind og fordelt i dejen.

Lad dejen hæve i skålen igen, dækket af olieret husholdningsfilm – igen i en times tid.

4 Del nu den hævede dej i 15 lige store dele på cirka 75-85 gram per styk (jeg vejede mine, efterhånden som jeg skar en klump dej af).

Rul hvert stykke til en bolleform på et meldrysset bord (jeg former nu bollerne i hænderne – hver sin metode).

Sæt bollerne på to bageplader med bagepapir og sørg for, at der er plads mellem bollerne til, at de kan hæve.

Dæk dem enten med oliesmurt husholdningsfilm igen eller med et rent viskestykke – og lad dem hæve en time.

5 Opvarm ovnen til 220 grader.

Bland 75 gram mel med 5 spsk vand, én spsk ad gangen, så du bruger lige akkurat nok vand til at lave en tyktflydende pasta (se Note 4).

Kom pastaen med en ske i sådan en plasticpose, man bruger med en tylle, når man for eksempel sprøjter glasur. Man kan købe dem til rimelige penge i supermarkederne. Jeg brugte ikke tylle – det gør Paul Hollywood – men klippede bare et lille hul i plastposen. Det fungerede fint.

Lav nu et kors tværs over hver af de hævede boller med pastaen.

Bag dem i cirka 20 minutter midt i ovnen til de er gyldenbrune (jeg synes, at mine for tidligt blev mørke, så de sidste fire-fem minutter dækkede jeg dem med et stykke bagepapir).

6 Når bollerne er ved at være færdigbagte, varmer du 3 spsk abrikosmarmelade op i en gryde, til marmeladen er flydende og varm. Hæld den gennem en si for at fange eventuelle abrikosstykker. Du skal kun brug den flydende del.

Når bollerne kommer ud af ovnen, pensler du dem med den varme abrikosmarmelade og lader dem køle af.

Jo, de bliver ved med at være lidt klistrede…men på en lækker måde 😊

Du bliver nok nødt til at gentage øvelsen med at varme abrikosmarmeladen til når plade nummer to er bagt færdig, for så snart abrikosmarmeladen køler af, bliver den tyk igen.

(Opskrift baseret på Paul Hollywoods opskrift i Good Food Magazine, april 2012)

Note 1: Ja, som jeg også skriver et stykke nede i opskriften, så var jeg nødt til at tilsætte yderligere omkring 100-125 gram mel mere for at kunne arbejde med den klistrede dej. Jeg var seriøst bange for, at jeg havde ødelagt bollerne med den øvelse, og at de ville blive tunge, men nej – de er dejligt lette og lækre. Så frygt ej!

Note 2: Jeg bager aldrig med tørgær. 7 gram tørgær svarer til 29,2 gram frisk gær. Så jeg vejede cirka 30 gram gær af og brugte det.

Note 3: Mixed Peel er et engelsk fænomen – det er kandiseret appelsin- og citronskal. Man kan selv lave det. Det havde jeg ikke gjort. Og man kan ikke rigtigt købe det i Danmark – i hvert fald ikke i almindelige supermarkeder. Så jeg brugte skal fra 1 citron og skal fra 1 appelsin mere end den, som opskriften allerede indeholder, i bollerne. Det er ikke det samme, og de er nok blevet mindre søde, end de skulle være. Men jeg synes, de smager fortræffeligt.

Note 4: Det kan godt være, at Paul Hollywood kan lave en tyktflydende pasta med 75 gram engelsk mel og 5 spsk engelsk vand. Men Meyers danske mel og vandet fra min vandhane skabte en lille fast dejbolle. Jeg tror, jeg tilsatte yderligere 4 spsk vand, før pastaen var god. Den skal ikke være for tynd, for så løber den af bollerne – men det skal altså heller ikke være en dej.

Note 5: Jeg blev en kende nervøs, da dejen ikke havde hævet synderligt efter en halv time. Havde jeg alligevel brugt for meget mel? Havde mælken været for varm, da jeg kom gæren i? Nå, jeg flyttede skålen til et varmere sted – lige i en solstråle – og lod den hæve yderligere 45 minutter. Og Lo and Behold! Dejen hævede til dobbelt størrelse 😊