Kærnemælkssuppe – uuuhhhmmmm…

kærnemælkssuppe
Kærnemælkssuppe med flødeskum.

I denne uge bagte jeg rugbrød – og så har jeg altid kærnemælk til overs.

Jeg kom til at tænke på kærnemælkssuppe, fordi jeg var dybt optaget af en af George R. R. Martins bøger i serien “En sang om is og ild” – eller “Game of Thrones”, som den er blevet bedre kendt som. I bogen var det koldt og sneede, og folk havde samlet sig indenfor for at spise “sød suppe”. Jeg funderede lidt over, hvad det mon kunne være – og så kom jeg i tanke om kærnemælkssuppe – og fik lyst til en portion!

Jeg har ikke lavet kærnemælkssuppe mange gange som voksen. Jeg er lige ved at tro, at jeg kan tælle på én hånd de gange, jeg har spist retten gennem de seneste ti år. Men da jeg var barn, var den en almindelig ret i vintermånederne.

ingredienser 17. jan 14
Ingredienser til kærnemælkssuppe.

Kærnemælkssuppen blev altid serveret som forret i mit barndomshjem, formentlig fordi vi blev godt mætte af den og derfor spiste knap så meget af kødretten, som så kunne strække til to dage 🙂 Om sommeren fik vi kærnemælkskoldskål, der til gengæld blev serveret som en dessert.

Jeg kan vældig godt lide suppen, og i dag spiser jeg den som eneste ret, når jeg får taget mig sammen til at lave den.

Jeg kan huske, at min mor, når hun havde travlt, købte noget pulver, som hun lavede kærnemælkssuppen med. Det smagte, så vidt jeg husker, udmærket. Men suppen er nu uhyre nem at lave “fra bunden”, og det plejer jeg også at gøre.

suppe med flødeskum
Suppen smager sødt og dejligt – den er bedst rygende varm med en klat flødeskum, der smelter….

Kærnemælkssuppe

(4 personer)

3 spsk maizena

1 liter kærnemælk

Revet citronskal af 1 citron

1 æg

3-4 spsk sukker

En håndfuld rosiner

Evt. piskefløde til servering

Pisk Maizena ud i lidt af kærnemælken i en tykbundet gryde. Tilsæt resten af kærnemælken og citronskallen.

Bring suppen i kog ved svag varme og pisk ofte, så den ikke brænder på, men tykner pænt. Kog suppen i to minutter.

Pisk æg og sukker sammen i en serveringsskål.

Rør lidt af den varme suppe i, pisk, og hæld derefter resten af suppen op i skålen og rør rundt.

Server suppen med flødeskum. Nogen bruger også mandelflager – det har vi nu aldrig gjort.

(bearbejdet opskrift fra “God mad, let at lave”/Inger Erner Andersen & Lotte Haveman, Lademann, 1980)

dugen er fra farmor
Dugen stammer fra min farmors hjem, mens skeen stammer fra min mormors.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *