
Jeg er stadig på jagt efter det perfekte knækbrød – og så fik jeg den idé at skrive til de fire svenske kvinder, jeg kender, og spørge om de havde en god opskrift. To af dem sendte mig en ”knäckerbröd”-opskrift.
Og dette her er så den første – og mest enkle.

Öster Malma Knäckerbröd hedder det, og kvinden som har sendt opskriften hedder Catharina. Hun er borgmester i en lille by, syd for Stockholm, som hedder Oxelösund. Engang var byen venskabsby med Holstebro, men på et tidspunkt ryddede Holstebro grundigt op og smed alle sine venskabsbyer ud.
Jeg har kommunen mistænkt for, at man smed byerne ud, fordi de var så små. Man havde ikke ”noget ud af det”. Holstebro ville gerne spise kirsebær med de store. Nå, der er nu ikke nogen storbyer, der er bidt på krogen – det er vel begrænset, hvor interesseret byer som Manchester og Bremen er i at være venskabsby med en dansk provinsby på 40.000 indbyggere.
Men via mit frivillige arbejde i græsrodsorganisationen Douzelage, hvor vi samarbejder med en by i hvert af EU-landene, har jeg bevaret kontakten med Oxelösund og især den tidligere borgmester Benita (der så ikke bager knækbrød :-)) og med Catharina, som jeg ser en gang om året.
Catharinas opskrift er rigtig god, og jeg kommer tættere og tættere på det, jeg søger. Dette knækbrød er sprødt udenpå, men har også lidt bid. Jeg har spist det med almindelig skæreost, med blød gedeost, med rejesalat og med salami. Og det går fint, fordi knækbrødet er temmelig salt og ikke knækker, bare man ser på det.
Jeg vil helt sikker bage det her igen – men først skal jeg prøve den sidste opskrift (engang i næste uge), som er på ”rigtigt” svensk knækbrød 😉


Öster Malma Knäckerbrød
1 dl solsikkekerner
1 dl sesamfrø
0,5 dl hørfrø
2 dl fuldkorns speltmel (note 1)
0,5 tsk salt
0,5 dl rapsolie
2 dl varmt vand
Bland det hele og spred det ud på bagepapir på en bageplade. Det er nemmest med en paletkniv. Prøv at få det spredt ud så tyndt som muligt.
Drys med flagesalt – Maldon er godt…og dyrt.
Bag det ved 150 grader i cirka 50 minutter.
Tag ud og skær i firkanter, mens det er varmt – hvis du har et pizzahjul er det supergodt at skære med.
Lad det køle helt af.
Opbevar i tætsluttende kagedåse/brøddåse.
Note 1: Jeg synes, at svensk er et fantastisk sprog! Faktisk kan jeg temmelig godt lide både Sverige og svenskere. Nå, men altså; i opskriften stod der “dinkelfullkornsmjöl”. Det skulle ifølge Google Translate betyder fuldkorns-speltmel, og det var nogenlunde den eneste type mel, jeg IKKE havde. Så jeg bruge 1,5 fuldkornshvedemel og 0,5 dl knækkede speltkerner. Måske var det derfor mit knækbrød fik bid. Men godt var det i hvert fald.
