Hvis jeg havde en 10’er for hvert menneske, jeg har mødt, der har en aversion mod broccoli eller rosenkål, og i tilgift fik en ti’er for alle dem, der absolut ikke kan spise lever, så tror jeg med lethed, at jeg kunne komme på drømmeferien til Australien for pengene! 🙂

Nu er det jo let at gøre sig munter, når man aldrig har haft problemer med ovennævnte råvarer, men spørg mig lige, hvordan jeg har det med ærter. Og da jeg var barn, ville jeg absolut heller ikke have grønkål eller spinat – begge dele spiser jeg dog med stor begejstring i dag.

Nå, men lever…altså min mor lavede det ret tit. Og det gjorde min farmor også. Pandestegt, sprød svinelever med bløde løg. Jeg elskede det! Og jeg husker heller ikke, at min søster havde nogen indvendinger.

Det gik op for mig senere, at nogen fik serveret leveren neddyppet i en fed sovs, så leveren blev blød – og dem havde jeg ondt af. Vi fik af og til stegt lever, der var blevet til overs, koldt på rugbrød næste dag. Det kunne jeg også godt lide.

Men jeg må så indrømme, at det ikke er mange gange i mit voksenliv, at jeg har stået i køkkenet og stegt svinelever. Det kan vist tælles på én hånd. Jeg har fået kalvelever i lækre tilberedninger nogle gange i Italien, men har altså ikke selv kastet mig over det herhjemme.

Til gengæld er jeg rigtig glad for kyllingelever, hvis smag og især konsistens (den er blødere) er meget anderledes end anden lever. Jeg har næsten altid en pakke i fryseren, blandt andet fordi jeg har en yndlingsopskrift (den skal I nok få en anden gang) på kyllingeleverpostej. Det er i øvrigt en opskrift fra Vægtkonsulenterne, og altså dermed slankemad.

Hvad enten leveren kommer fra svinet, kalven, oksen, lammet eller fjerkræet, er den sprængfyldt med det vigtige B-vitamin folat, der bandt andet opbygger kromosomernes arvemasse DNA. Desuden indeholder alle former for lever A-vitamin, jern, noget C-vitamin og selen. Lever er et magert stykke kød med et meget højt proteinindhold, men da det indeholder en stor mængde kolesterol, kan det dog ikke anbefales ofte og i store mængder. Jeg spiser vel kyllingelever en gang om måneden.

Det er en rigtig god idé at købe lever fra et dyr, der har haft det godt, og ikke er blevet proppet med medicin – den slags ophober sig nemlig i leveren. Køb økologisk lever, hvis du kan få fat på det. Og nu når vi er ved det; køb økologiske røde pebre. De der flotte, billige nogen fra Holland er gennemsprøjtede. Yikes!

Nedenstående opskrift er en dejlig let aftensmad – eller en frokostret/forret.

Kyllingelever med citron, bagte peberfrugter og koriander

(4 personer)

400 gram økologisk kyllingelever

3 økologiske røde pebre

5 spsk olivenolie

saft af 0,5 citron

smør til stegning

2 spsk balsamico

havsalt

1 bundt koriander/persille/basilikum/mynte (se note)

Læg pebrene på en plade med bagepapir og smør dem ind i olivenolie. Kom dem i ovnen ved 200 grader i cirka 20-25 minutter eller indtil de begynder at tage farve. Tag dem ud og køl dem af. Flå skindet af dem og fjern kernehuset. Hold pebrene hen over en skål, så du ikke går glip af den dejlige saft fra pebrene (se note).

Skær pebrene ud i strimler og bland oliveolie, saften fra pebrene (ha!), citron, havsalt og balsamico som marinade til den færdige salat (se note).

Steg kyllingeleverne på panden i smør. Anret peberen i en skål, kom leveren ovenpå og til sidst marinaden og koriander (eller en anden krydderurt).

Note 1: Jeg er vild med koriander, så den krydderurt valgte jeg til retten her. Men det er nok sådan en urt, man enten elsker eller hader. Hvis man synes, den smager af sæbe (jo, det er der nogen, der synes!), så brug endelig mynte eller alles darling; basilikum i stedet.

Note 2: Der står ofte noget i opskrifter om den dejlige saft, der kommer fra bagte pebre. Men det er endnu ikke lykkedes mig at uddrage saft af dem! Og nu gider jeg ikke mere det der med at bage dem hele. Jeg skærer dem midt over, fjerner kærnehuset, og lægger de halve pebre med snitfladen nedad på bagepladen – og pensler overfladen med olie. Så er de meget nemmere at flå, når de har været i ovnen længe nok til at deres skind er blevet blistret og brun-sort nogle steder.

Note 3: Et godt råd; anskaf dig en god balsamico. Ikke en halvbillig én fra supermarkedet. Men en “Aceto Balsamico Tradizionale di Modena” – sådan hedder de ægte fra Emilia Romagna. Italiensk balsamico certificeres nemlig lige som vin. Balsamicoeddike fremstilles ved at lade inddampet druemost, tilsat lidt vineddike, gære til alkohol. Alkohol fermenterer af sig selv til eddike. Derefter lagres den i fade af for eksempel eg eller kastanje. Balsamico er tykkere i konsistensen samt sødere og langt mere aromatisk end andre eddiker og tro mig, den kan redde en halvdårlig salat, eller sætte en fantastisk prik over i’et på noget veltilberedt som for eksempel grillede grøntsager. Jo, den ægte er ikke nogen helt billig sag, men holdbarheden er lang, og en god balsamico er guld nu her, hvor vi står overfor sommer, grillmad, udendørs liv og andet godt. Prøv det!

(Opskriften stammer fra “Lykkemad”/Louise Bruun, Gyldendal, 2013)