Oksesteg til min far

oksesteg med peberrodssovs
Oksesteg med bønner, kartofter og masser af peberrodssovs 🙂

Så er jeg hjemme igen!

En gang om måneden tager jeg hjem til min far i en weekend – ifølge aftale for at hjælpe ham med ting som at vaske og pudse vinduer, vaske og hænge de tunge gardiner op igen, få plukket bær og frugter i haven, kigge på eventuelle fejl og mangler ved computeren (min viden er begrænset, men større end fars!) og så videre. Men i virkeligheden er det nok mest fordi det er hyggeligt, og så laver jeg ordentlig mad til ham de to aftener om måneden – og sørger for at der noget, der kan varmes op til den tredje dag.

Han kører også op og besøger min søster en gang om måneden – og det er også mest for hyggen og den gode mads skyld 🙂

Nu er far bestemt ikke vegetar. Vi skal faktisk kæmpe lidt for at få ham til at spise grøntsager som tilbehør. Heldigvis er han meget glad for alle slags supper og spiser dem året rundt, så han får da grøntsager på den måde, når han spiser græskarsuppe, rødbedesuppe, aspargessuppe, klar suppe med suppeurter og boller med flere.

Nå, vi har en aftale om, at den aften, jeg kommer (som regel fredag efter arbejde) er “den nemme aften”. Da har jeg et par gode bøffer eller lignende med fra slagter Bertelsen, og så sørger far for kartofler, bernaisesovs fra Jensens Bøfhus (den elsker han!), en salatblanding (som han ser på med dyb mistro, men dog høfligt tager en lille portion af), samt for eksempel frosne bønner. Altså noget hurtigt og nemt.

ting tar tid
En snøret og vacuumpakket oksesteg er klar til at blive kogt lørdag formiddag. (nå ja, den skal selvfølgelig ud af plastikken først!)

Så bruger jeg til gengæld tid (og hygger mig med det) lørdag, hvor jeg laver “noget godt”. Jeg må dog erkende, at det ikke altid er dagen med “noget godt”, der er fars favorit! Han kan rigtigt godt lide de der bøffer med bernaise, mens grydestegt oksekød i mørkt øl eller en god flæskesteg UDEN den brune, fede sovs, bare ikke lige er ham.

Men denne gang lavede jeg oksekød i peberrodssovs – og DET var en succes. Godt nok kan far bedre lide gammeldags sur-sød sovs til, men for det første vidste jeg ikke lige, hvordan man gjorde (det gør jeg nu), og for det andet kan jeg selv bedst lide peberrodssovs. Faktisk er jeg helt vild med peberrod.

Det er rigtigt nemt at lave Oksekød i peberrodssovs, men det tager tid. Sådan alt i alt tog det mig vel tre timer. I den nedenstående opskrift er der til 6 personer – jeg halverede kødmængden, men lavede fuld portion af sovsen, fordi det var det nemmeste,. Resten af bouillonen/suppen frøs vi ned, for så har far en god omgang hjemmelavet suppe – lige til at hælde de frosne kød- og melboller i, som man kan købe. Så der kommer faktisk meget mad ud af sådan en opskrift.

suppeurter
Man kan selv blande dem, som man vil, suppeurterne.

Oksekød i peberrodssovs

(6 personer)

1 stykke oksekød (bov, bryst eller culotte på 1-2 kilo)

(og/eller en høne eller en stor kylling, hvis man vil lave høne i peberrodssovs)

Suppeurter: Et udvalg af gulerod, løg, selleri, pastinak og persillerod.

40 gram smør/margarine

40 gram hvedemel

2 dl fløde

5-7 dl suppe fra kødet

1-2 spsk eddike

5 centimeter frisk peberrod (skrællet og revet fint)

hvid peber

evt. 2-3 spsk korender (det bruger jeg ikke)

Kom kødet i kogende, saltet vand i en stor gryde og skum for eventuelle urenheder.

Rens urterne, skær dem i grove stykker og kom dem i suppen. Kog nu for svag varme i en til to timer (afhængig af hvor meget kød, der er) – cirka en time for en kylling og cirka halvanden til to timer for den fulde mængde kød.

Tag kødet op og hold det lunt – eller lad det køle af (se note 1).

Sigt suppen.

Lav en opbagning: Smelt smørret i en tykbundet kasserolle, drys melet i og pisk godt igennem ved middel varme. Tilsæt nu suppen lidt efter lidt. Start med en lille portion, 1-2 dl, og pisk til en glat, homogen masse uden klumper. Fortsæt med resten af suppen i to-tre portioner.

Kog igennem i 10-15 minutter (for at fjerne eventuel melsmag) og tilsæt fløde, salt og eddike og kog igennem.

Salt og eddike tykner sovsen, så det kan være nødvendigt at tilsætte mere væske.

Riv peberroden fint og kom den i sovsen kort før servering. Længere tids varmepåvirkning gør den svag. Tilsæt eventuelt korender og smag til med salt og peber.

Skær kødet i skiver og/eller parter fjerkræet, hvis du har sådan et. Server på et opvarmet fad og hæld lidt af sovsen over – server resten i en skål.

Kartofler skal der til (de må gerne være store og melede) og både bønner og gulerødder er godt tilbehør.

Ifølge forfatterne af opskriften er øl eller vand godt til. Det går nu fint med hvidvin for mit vedkommende, men far foretrækker afgjort øl.

Note 1: Start om formiddagen – eller dagen før – hvis du kan. Oksekødet bliver nemmere at skære pænt, hvis det får lov til at hvile og køle af. Så kan man varme det op igen til servering – enten i resterne af suppen eller i sovsen, hvis man synes.

Note 2: Jeg købte 700 gram reelt oksekød, bryst, uden ben, til os to. Det var slagteren så venlig at snøre pænt for mig. Og der var rigeligt til far næste dag, både til pålæg og til om aftenen.

Note 3: Jeg brugte 2 små løg, halvanden stor gulerod, en stor pastinak og en stor skive selleri samt noget af selleritoppen som suppeurter. Min far havde desværre ikke mere persille i haven, ellers havde jeg også kommet det i.

Note 4: Hold det på lav varme, når du laver sovsen – især i starten, hvor du ikke vil have at mel og margarine brænder på.

(opskriften stammer fra en skøn bog, “Simremad & ting, der tager tid”, skrevet af fem studerende og deres læremester, kokken Claus Christensen. Den udkom på Peoples Press i år 2005. I bogen skriver de seks blandt andet: “Tag konsekvensen af de danske kulinariske traditioner, som er indpodet i din kulturelle krybdyrhjerne, og lav opbagt sovs med fornøjelse – men også med varsomhed og indføling”)

oksekød i gryden
Så skal det bare simre godt en time – jeg gav den 70 minutter, da den jo også skulle varmes op om aftenen igen.

Gammeldags sur-sød sovs

Man kan som nævnt også lave sur-sød sovs til oksestegen. Det plejede vores mor at gøre, og det er muligvis derfor, at far foretrækker det. Jeg havde aldrig prøvet at lave det – eller skænket det en tanke – før denne weekend, men nu har jeg fundet ud af, at det er lige så leget som at lave peberrodssovsen.

Man følger opskriften på peberrodssovsen, frem til at man skal komme den revne peberrod i. Men i stedet for den, kommer man 4 spsk eddike og 4 spsk sukker, der er rørt sammen, i sovsen, og smager til….så har man sur-sød sovs!

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *