Ovnbagte lammekødboller og grøntsager

Ovnbagte grøntsager og lammekødsboller
Ovnbagte grøntsager og lammekødsboller – de spises med tomat og agurk i en rygeostcreme.

Det er nemt at lave – men det tager mere end 20 minutter at smække det sammen (over en times tid alt i alt), så det er måske sådan en ret, man gemmer til weekenden.

Jeg har lavet disse lammekødsboller før (de står også andetsteds her på bloggen) men med ratatouille i stedet for grøntsager og rygeostcreme.

Sådan ser kogt perlebyg ud
Sådan ser kogt perlebyg ud – det smager efter min mening meget bedre end ris.

Også fordi det er svært at lave en lille portion. Man er næsten nødt til at lave til fire personer – mit bud er, at den portion faktisk rækker til fem, med mindre man da er helt vildt sulten – så det kunne være afslappet gæstemad.

Jeg kastede mig faktisk ud i at lave en halv portion – men endte med at lave næsten hel portion af grøntsagerne og salaten alligevel. Det var kun kødbollerne, hvor jeg holdt mig til det halve. Jeg og min meget sultne veninde, der var kørt fra København til Holstebro for at besøge mig, spiste overhovedet ikke op. Heller ikke af kødbollerne.

Rodfrugterne er rumset godt rundt med olivenolie og skal nu i ovnen.
Rodfrugterne er rumset godt rundt med olivenolie og skal nu i ovnen.

Opskriften er i øvrigt kréeret af Katrine Klinken – det er hendes fortolkning af Græsk Farsbrød. Katrine Klinken er for mig i samme kategori som Camilla Plum. Det er de der no nonsense-kvinder…ikke noget pjat, bare god velsmagende mad, og nogle gennemtestede opskrifter, der er til at finde ud af at følge.

Klinken har lavet adskillige kogebøger for Politikens Forlag, både for børn og voksne, og det var også hende, der lavede den redigerede og opdaterede version af Ingeborg Suhrs ”Mad” for nogle år siden. Den er en uundværlig grundbog, synes jeg.

Det er godt nok græske kalamata-oliven
Det er godt nok græske kalamata-oliven – men det er ikke dem med sten i og i saltlage. De er lækre, men dyrere.

Ovnbagte lammekødboller og grøntsager (med agurk/tomat i rygeost)

(4 personer – se teksten ovenfor)

1,5 dl perlebyg eller andre perler (f.eks. spelt eller rug) – det må gerne være en kold, kogt rest

250 gram hakket lammekød

250 gram hakket oksekød (8-10 procent)

2 tsk fint havsalt og friskkværnet peber

0,5 tsk allehånde

Et godt drys stødt kanel

1 fed hvidløg

1 æg

Cirka 1 dl vand

En stor håndfuld bredbladet persille

10-12 blade friske mynte

Ovnbagte grøntsager:

650 gram kartofler

650 gram persillerødder (Se note 1)

1 spsk olivenolie

20 sorte græske oliven med sten (gerne dem i saltlage, afdryppede)

Agurk og tomat i rygeost:

1 agurk

2 store tomater

1 bæger rygeost 10 procent på sødmælk (uden kommen eller purløg, se note 2) 175 gram

Lidt fint havsalt og friskkværnet peber

Kog perlebyg eller andre perler cirka 20 minutter i vand, indtil perlerne er møre. Lad dem køle af.

Rør kødet sejt med salt, krydderier og æg. Rør godt og tilsæt gradvist vand. Tilsæt de kogte, afkølede (de behøver ikke være helt kolde) perler, skyllet hakket persille og mynte. Lad farsen hvile i køleskabet. Jeg kørte farsen på røremaskine, det kan godt anbefales, hvis du har én.

Skræl kartofler og persillerødder, skær dem i grove stykker og bland med olivenolie på en bageplade med bagepapir (jeg brugte et ildfast fad til det hele). Sæt dem i en 225 grader varm ovn i cirka 25 minutter. Tilsæt oliven og bag videre i fem minutter.

Form 25-30 kødboller. Vend dem i lidt olie og læg dem mellem de bagte grøntsager og bag videre i 15-20 minutter, indtil kødbollerne er gennembagte og grøntsagerne er møre.

Det er en af den slags retter, hvor det ikke gør noget, hvis det står i den varme ovn 10-15 minutter ekstra, fordi du ikke lige er helt klar til at servere.

Spis med agurk og tomat i rygeost: Riv agurken på rivejern og snit tomaten i fine små tern. Lad det hele dryppe af i en si nogle minutter. Rør det sammen med rygeost og smag til med salt og peber.

Note 1: Jeg kunne ikke få persillerødder i Kvickly. Men jeg kunne få en pose med blandede rodfrugter (der var også persillerødder i), så den købte jeg. Og så kom jeg altså både persillerødder, pastinakker og gulerødder i retten sammen med kartoflerne. Det smagte rigtigt godt.

Note 2: Man kunne ikke få rygeost uden purløg i Kvickly, i hvert fald ikke den lækre 10 procents. Jeg købte den med ramsløg, fordi ramsløg har en hvidløgs-agtig smag, som jeg regnede med gik ret godt til græsk mad. Og det gjorde den 🙂

(Opskriften er fra ”Alle tideres Karoline”, udgivet af Arla i 2012)

Kødbollerne er superlækre.
Kødbollerne er lækre. Retten er god med rygeostcremen og en lækker hvidvin til.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *