
Fredag var en lang dag. Den var osse hyggelig, fordi jeg mødtes efter arbejde på Kaffeladen med Anne, hendes canadiske mand Jonathan og deres nuttede datter. Og så var Charlotte, som både Anne og jeg kender, der også sammen med den ene af sine opvakte sønner.
Anne og familien rejser hjem til Canada lige om lidt, mens Charlotte venter til midt i december, før hun rejser hjem til Dubai.
Jeg gik bare hjem i Voldgade…. Ikke særligt glamourøst. Og slet ikke fordi der er flyttet to soldater ind oven over mig. De mener åbenbart at livet er en lang fest. Det er jo sådan set en dejlig, positiv holdning, men den sidste uges tid har jeg gået rundt med ørepropper stort set hver aften. Det gjorde jeg også fredag aften – frem til efter midnat – og det huer mig ikke. Jeg kan godt lide at kunne lave mad i fred, læse en bog i fred og høre lyden på mit tv.
Nå, mad fik jeg da lavet – en forholdsvis hurtig lavet pastaret. Den smagte rigtig dejligt og vil helt sikkert ikke være ringere en sommerdag med et godt, koldt glas hvidvin til.

Pasta med stegte courgetter
(4 personer)
1,5 dl solsikkeolie
3 mellemstore courgetter, skåret i skiver på 0,5 centimeter
1,5 spsk rødvinseddike
100 gram frosne sojabønner (edamame)
50 gram basilikumblade, fintstrimlede
15 gram persilleblade
0,75 dl olivenolie
250 gram strozzapretti eller anden kort pasta
revet skal af 1 usprøjtet citron
1,5 spsk kapers
200 gram bøffelmozzarella, delt i mindre stykker (enten med fingrene eller skåret i tern med kniv)
salt og peber
Varm solsikkeolien op i en mellemstor gryde. Steg courgette-skiverne i hold (undgå at overfylde panden, så de koger i stedet for at stege) i tre minutter på hver side til de er gyldne. Vend dem kun en enkelt gang undervejs. Lad de færdige courgetter dryppe af i et dørslag. Kom dem derefter i en skål, hæld vineddiken over, vendt rundt og stil dem til side.
Blancher soyabønnerne i kogende vand i tre minutter. Hæld dernæst vandet fra, skyl dem under den kolde hane, og lad dem dryppe af.
Kom halvdelen af basilikumbladene, al persillen og olivenolien i en lille foodprocessor (en minihakker er god) og krydr med lidt salt og peber. Hak det hele til en glat, lind puré.
Kog pastaen i saltet vand efter anvisningerne på pakken, til den er al dente. Hæld vandet fra, skyl pastaen under den kolde hane, og lad den dryppe helt af. Læg den tilbage i gryden.
Hæld courgetterne og stegesaften fra dem over pastaen. Tilsæt soyabønner, basilikumpuré, citronskal, kapers og mozzarella. Vend det hele forsigtigt sammen og smag til med rigelige mængder salt og peber.
Vend resten af basilikumbladene i lige inden servering.
Note 1: Edamame bønner kan man af og til finde i Kvicklys frysedisk. Hvis man bor i en by med en asiatisk købmand, har han dem måske osse. De smager supergodt. Man spiser ikke skallen (jeg gør i hvert fald ikke!), men smutter de tilberedte bønner ud af den.
Note 2: Min persille var blevet kedelig, slatten og ikke anvendelig, så jeg udelod den fra oliedressingen. Det smagte okay – brugte bare lidt flere basilikumblade.
Note 3: Hvorfor forfatteren arbejder med to olier, ved jeg ikke. Jeg brugte olivenolie til det hele.
(opskriften er fra “Plenty”/Yotam Ottolenghi, Lindhardt og Ringhof, 2013)

