I Sydfrankrig spiser de også pizza. Ja, jeg er da sikker på, at de – som mange andre steder i verden – har en Guds velsignelse af mere eller mindre italienske pizzaria’er.

Men de har altså også deres helt egen version, en løgpizza, de kalder en pissaladiere.

 

Jeg synes, den smager fantastisk med løg, ansjoser (det kan man godt udlade, hvis man er et fiskeskvat – eller vegetar), hvidløg og oliventapanade.

Jeg har lavet den flere gange før – jeg har to forskellige opskrifter, men denne er langt den bedste. Imidlertid har jeg aldrig før kommet de fennikelfrø i, som opskriften egentlig kræver. Hvor andre rynker på næsen over ansjoser (jeg elsker dem), har jeg et noget anstrengt forhold til fennikel (undtagen når den er rå og i salat), så jeg forestillede mig, at jeg nok ikke kunne lide den med fennikelfrø.

Men denne gang sagde jeg til mig selv, at nu måtte jeg snart være blevet så voksen, at jeg kunne se smags-udfordringerne i øjnene – og så kastede jeg mig ud i det. Allerede da løgene stod og simrede på panden med olivenolie og hvidløg, kunne jeg dufte anis i luften fra de fennikelfrø, der også var i blandingen, og jeg tænkte ”åh-åh, dette er en fejl, Sørensen”. Men det blev nu ikke så slemt som frygtet 🙂

Faktisk smager det OK med fennikelfrø i. Men jeg må krybe til korset og indrømme, at nu har jeg prøvet det – og næste gang udelader jeg dem igen! Jeg synes, den franske pizza smager bedre uden.

Man kan godt spise resten kold dagen efter. Jeg har også prøvet at fryse en halv pissaladiere – og varme den op en uges tid senere i ovnen. Det var bestemt OK.

Pissaladiere

Fyld:

2 spsk olivenolie – eller mere

675 gram løg i tynde skiver (ja, så mange skal man faktisk bruge)

2 fed hvidløg, knust

1 spsk hakket, frisk timian (helst – man kan til nød bruge tørret)

1 tsk fennikelfrø (kan udelades)

50 gram ansjosfileter (se note 1) – eller 25 gram afdryppede, soltørrede tomater i små stykker

Evt. lidt mælk (se note 2)

1 spsk pureret oliven (se note 3)

8-12 udstenede sorte oliven

Dej:

225 gram hvedemel

15 gram gær

0,5 tsk salt

1 spsk olivenolie

1,5 dl lunkent vand

Til pensling:

1 æggeblomme, pisket med 1 spsk mælk og et drys salt

Opvarm olie og sauter løg, hvidløg og fennikelfrø i 20-25 minutter for medium varme, til løgene er bløde og let gyldne. Hold øje med dem og rør en gang imellem, så de ikke brænder på og bliver bitre.

Tag panden af varmen og kom timian, ansjosfileter i små stykker (man kan også lade dem være hele) og halve, udstenede oliven i blandingen.

Dej: Opløs gæren i det lunkne vand. Bland mel og salt i en stor skål, lav en fordybning i midten og tilsæt olien og den opløste gær, indtil dejen bliver smidig. Ælt den på et meldrysset bord i fem minutter, til den er glat og elastisk (det skal den nok blive, vær tålmodig!).

Læg dejen i en let oliesmurt skål, pensl dejoverfladen med olie, og dæk skålen med husholdningsfilm. Stil dejen lunt og lad den hæve til dobbelt størrelse.

Slå dejen ned og rul den ud på et meldrysset bord til en cirkel med en diameter på cirka 25 centimeter, og læg den på en smurt bageplade. Prik den med en gaffel.

Smør pureret oliven (altså oliventapanade) på dejen og læg løg-, ansjos- og olivenblandingen over. Fordel det jævnt over dejbunden. Skær med en skarp kniv små hak hele vejen rundt i randen af dejen og fold kanten ind.

Varm ovnen op til 240 grader. Pensl dejkanten med æggeblomme, pisket med mælk og salt. Dryp fyldet med lidt olie.

Bag pissaladieren i ovnen i cirka 25 minutter, til den er gylden.

Lad den køle lidt af og server den i kileformede stykker – eventuelt med lidt creme fraiche til. Jeg synes faktisk, at tzatziki smager godt til – så taler vi vist ”internationalt køkken” 🙂

Note 1: Jeg synes 50 gram ansjosfileter er vildt meget, selv om jeg elsker dem. Faktisk bruger jeg kun halvdelen – altså 25 gram.

Note 2: I originalopskriften foreslår forfatteren, at man udvander ansjosfileterne i lidt mælk i 10 minutter for at tage den salte smag. Det synes jeg overhovedet ikke er nødvendigt med de ansjoser, jeg køber på glas i Kvickly (Føtex plejede også at have dem – men den er lukket her i byen).

Note 3: ”Pureret oliven” betyder oliventapanade. Det kan man købe på glas i større supermarkeder og i delikatesseforretninger – jeg tror for eksempel, at samtlige tre vinforretninger her i byen fører en version af den specialitet. Det, man ikke bruger, i sin pissaladiere, smager skønt på flutes – ristet eller ej – til et glas vin.

(Opskriften stammer fra ”Spis i det fri” af Louise Pickford, Borgens Forlag, 1993)