Tærten her smager bare suverænt godt!
Ja, jeg blev da helt salig, da jeg smagte på den, efter den var kølet ned og kun en smule lun. Og så med flødeskum til…englesang!
Selvom der er marcipan og en del sukker i, giver de syrlige rabarber godt modspil og gør, at tærten ikke bliver kvalmt sød.
Opskriften er én, jeg havde gemt fra https://saeson-web.dk/ engang jeg var inde at rode rode rundt i deres opskriftregister, fordi jeg elsker rabarber.
Sæson er en hjemmeside og et blad, udgivet af Dansk Gartneri. Den kan varmt anbefales. Ud over at opskrifterne er gode, er det også der, man kan gå ind og se, hvad der er i sæson af bær, frugt og grøntsager hver måned. De har simpelthen en oversigt over alle årets måneder, og så kan man klikke på den måned, man er i, for at blive inspireret – og klikke på den ingrediens (for eksempel rabarber), man gerne vil se opskrifter med.
Når jeg havde rabarber, skyldes det desværre ikke min lille fine vinrabarber i potte, som overlever år efter år på altanen. For den producerer altså ikke lige 400 gram rabarber. Næh, jeg havde købt to store bundte i Kvickly, fordi jeg ville lave rabarber-gin.
Det skal stå og trække en måned og er lige præcis klar på grundlovsdag 😊 Så da er der dømt rabarbergin & tonic i min søsters have.
Men der var rabarber til overs – rigeligt til denne opskrift.
Jeg kan sige, at tærten også var en succes hjemme hos min far. Ikke at han sagde, den var god, men han spiste et pænt stort stykke – med masser af flødeskum. Og min søster bad om opskriften. I min familie er det det samme som stor ros 😊
Rabarbertærte med marcipan
(8 personer)
225 gram hvedemel
150 gram smør
3 spsk sukker
2 æggeblommer
Fyld
400 gram rabarber
2 spsk sukker
2 æggehvider
4 spsk sukker
150 gram reven rå marcipan
Korn af ½ stang vanilje
40 gram smuttede mandler
2 spsk sukker
Pynt
Evt. lidt sigtet flormelis
Tilbehør
Flødeskum
Smuldr smørret i melet. Bland sukker og æggeblommer i og saml dejen. Lad dejen hvile cirka 30 minutter i køleskab.
Udrul dejen til 1 rund plade (se note 1). Fordel dejen i en smurt tærteform cirka 26 centimeter (se note 2) i diameter.
Skær rensede rabarberstilke i 0,5 centimeter tykke skiver. Kom dem i en skål og drys med to spsk sukker.
Pisk æggehviderne stive. Tilsæt de 4 spsk sukker og pisk til det bliver lidt sejt. Riv marcipanen og vend den i (se note 3). Rør vaniljekorn i. Fordel blandingen i tærtebunden. Fordel rabarberne over. Drys mandler og 2 spsk sukker over.
Bag tærten i ovnen ved 175 grader i cirka én time på midterste ovnribbe.
Afkøl tærten, drys den eventuelt med lidt sigtet flormelis og server den med flødeskum (se note 4).
(Opskrift udviklet af Bente Nissen Lundsgaard for Sæson)
Note 1: Selvom dejen var nem at samle, så er den knapt så nemt at rulle ud. Og sådan har jeg det tit med sød tærtedej. Men det er altså nemt bare at trykke dejen ud i tærtefadet med fingrene – og lave kanter på samme måde. Og når først der er fyld i, er der alligevel ikke nogen, der kan se, om dejen er glat udrullet eller fingerpresset 😊 Men huske at smøre formen godt.
Note 2: Jeg har aldrig tænkt på at måle min tærteform, før en veninde spurgte, hvor stor den tærteform var, som jeg brugte? Den er altså 22-23 centimeter, og det går fint til denne tærte.
Note 3: Jeg rev marcipanen på forhånd. Lad være med det! Jeg tror, det er en meget bedre idé at rive marcipanen direkte ned i de piskede æggehvider. Sagen er, at nok er marcipanen nem at rive, men den har det med at klumpe sammen bagefter, hvis man lader den revne marcipan ligge i en bunke. Så det er bedre at rive lidt ad gangen i æggehviderne, vende det rundt, og rive mere i. Det fordeler det bedre.
Note 4: Tærten smager suverænt godt, når den en let lun. Men den går altså også rigtigt godt dagen derpå – eller to dage efter bagning. Den bør nok overnatte i køleskabet i en lukket boks, men tag den ud, en times tid før den skal spises, så den ikke er køleskabskold.