Fantastisk ser det ikke ud. Men det er altså en rigtig dejlig hverdagsret….
Der var engang én, der skrev til mig, at det jeg netop havde lagt på min blog, lignede “noget, der er samlet op af skraldespanden”. Han havde dog trods alt nok pli til at undskylde, at han tænkte sådan, men alligevel…
Jeg blev da ked af det. Men jeg må også erkende, at jeg 1) ikke er fotograf og 2) der bare er retter, som det er vildt svært at få til se lækre ud på billeder.
Det er dels fordi jeg er god til at samle en mørdej (den slags små sejre skal man ikke foragte!) og dels fordi jeg må erkende, at jeg har en oprydnings-brist. Jeg kan ganske enkelt godt lide at lave mad, der passer sig selv mere end 20 minutter, for så kan jeg nå at vaske op. Og det betyder, at jeg kan sidde og spise i et køkken, der ikke roder.
Ja, jeg ved det godt – det er sært. Men jeg har virkelig meget svært ved at nyde min mad, hvis potter, pander og skåle står stablet op ved siden af vasken…