Sommerhummus med rygeost og radiser

Sommerhummus med rygeost
Sommerhummus med rygeost.

Jeg har tidligere skrevet, at jeg HAR fundet den perfekte hummus-opskrift, så jeg behøver ikke søge længere. Og det er også sandt – man kan finde den her på bloggen ved at søge på ”humus” (ja, kun med et m – jeg fik vist søgeordet stavet forkert dengang!).

Men – denne her er noget ganske andet. En sommerhummus, kalder opfinderen Tina Scheftelowitz den – vendt med rygeost, og dekoreret med agurk og radiser. Den smager skønt!

Et sommerfestmåltid
Et sommerfestmåltid – og jeg holder virkelig meget af retsina om sommeren 🙂

Lørdag er min ”jeg-gider-ikke-lave-noget-særligt”-dag. Søndag har jeg som regel nogle ting, der skal ordnes, og dagligdagen mandag venter lige om hjørnet. Men lørdag, det er store-afslapningsdag.

Og da jeg i dag faktisk havde tvunget mig selv til dels at skrive en artikel, jeg ellers ikke ville få ro til at skrive, samt løbe en tur på seks kilometer, syntes jeg, at det var rigeligt. Jeg gad ikke rigtigt lave aftensmad – så jeg lavede hummus.

Og hvordan kan man så pludselig komme på det, når nu kikærter, der er en vigtig del af hummus, skal stå i blød natten over og derefter koge i en times tid? Jo, det kan man på to måder. Man kan enten købe færdigkogte kikærter på dåse (det kan jeg absolut IKKE anbefale) – eller man kan tage nogen ud af fryseren!

Ingredienser til sommerhummus
Ingredienser til sommerhummus.

Jo, man kan nemlig fryse kogte kikærter. Så hvis man kan lide hummus og er lidt smart (og det er jeg 🙂 ) så sætter man en stor portion kikærter i blød en dag, man kommer i tanke om det – og når de er udblødte (sådan efter en ti timers tid, men de kan godt stå længere), så koger man dem, lader dem afkøle og fryser dem så ned i mindre portioner. Så har man altid til en omgang hummus.

Jeg havde endda husket at købe et flutes og – ikke mindst – en flaske retsina. Det går så godt sammen.

Når folk snakker om ting (mad og drikke), der smager bedst på ferie, og som er en skuffelse, når man kommer hjem, nævner de ni ud af ti gange den græske vin retsina som eksempel. Det står jeg fuldstændig uforstående overfor. Jeg synes, retsina smager fuldstændig fantastisk, iskold og serveret på min altan en varm sommerdag. Jeg kan virkelig godt lide den skarpe harpiks-smag.

Pureen vendes med rygeost
Pureen vendes med rygeost.

Sommerhummus med rygeost og radiser

(forret/snack – til seks-otte personer)

250 gram tørrede kikærter

2 tsk hel spidskommen eller 1 tsk stødt (jeg bruger sidstnævnte – fra Urtekram)

Cira 2 dl vand

3 spsk tahin (se note 1)

1 fed presset hvidløg (se note 2)

Cirka 3 spsk citronsaft

170 gram (1 bæger) rygeost 10 procent (IKKE den fedtfattige variant)

Salt og cayennepeber (sidstnævnte kun en knivspids)

125 gram radiser

150 gram agurk

Eventuelt purløg

Eventuelt lidt olivenolie

Hvis ikke man har allerede kogte kikærter i fryseren (250 gram tørrede kikærter bliver til cirka 500 gram kogte) må man igennem hele processen; Udblød kikærterne natten over. Kog dem i usaltet vand med hele spidskommenfrø (eller tilsæt stødt spidskommen senere til puréen, det gør jeg) i cirka en time til kikærterne er helt møre.

Si vandet fra og blend kikærterne (lettest i en foodprocessor) med vand, tahin, hvidløg, citronsaft, salt og cayennepeber (og altså spidskommen, hvis du vælger den løsning) til en puree. Vend rygeosten i og smag til med citronsaft, salt og peber – og eventuelt mere tahin.

Halver agurken på langs og skrab kernerne ud med en teske. Skær agurken og radiserne i små terninger.

Server hummussen i en skål med agurk og radiser på toppen. Pynt eventuelt med hakket purløg og lidt olivenoliedryp.

Note 1: Tahin er pasta af malede sesamfrø, som bruges i Tyrkiet, Grækenland, Nordafrika og Mellemøsten. Man køber den i glas enten i et godt supermarked eller hos en etnisk købmand. I Holstebro skal man ud til den arabiske købmand på Struervej, som har glimrende kvalitets-tahin.

Note 2: Den opmærksomme læser vil kunne se, at der ikke er noget hvidløg på ingrediensbilledet. Det er der ikke, fordi man ikke kan få almindelig 10 procents rygeost i Holstebro! Ja, det gør mig så sur. Men altså, de fleste supermarkeder har kun 0,4 procent, som jeg ikke kunne drømme om at sætte tænderne i, og så er der Kvickly, som godt nok har en god rygeost 10 procent fra Thrane – men med ramsløg. Ikke en neutral. Og da ramsløg smager af hvidløg, valgte jeg at lade være med at tilsætte hvidløg også.

(opskriften er fra ”Kvinde kend dine kul” af Tina Scheftelowitz, Politikens Forlag, 2008)

grøn skål og retsina
Den grønne skål har jeg fundet i en genbrugsbutik. Jeg måtte have den, for den er bare for sær. Tænk, den er dekoreret i bunden (som man ikke kan se for hummus) med planten fingerbøl (digitalis), som er dødeligt giftig. Det synes jeg er et besynderligt valg. Designet er australsk, men den er fremstillet i England.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *