
Når noget mad mislykkedes for min mor (og det var ikke ret tit), havde hun altid en undskyldning klar. Det var panden, der var noget i vejen med. Eller den dumme, gamle ovn. Eller noget tredje. Alt andet end hende selv.
Det er et godt princip, synes jeg 🙂 Så derfor er jeg overbevist om, at når mine parmesanbagte spidskål ikke ser helt så fantastiske ud, som de plejer, så er det min fars skyld!
Jo, han var nemlig så uforstående overfor, at jeg ville lave dem på den måde – ”hvorfor flødestuver du dem ikke bare, som mor gjorde?” – at jeg blev irriteret. Og man skal ikke lave mad, når man er sur.
Nå, spøg til side – det var nok nærmere to andre faktorer, der var afgørende, af hvilke jeg selv havde indflydelse på den ene. For det første kender jeg ikke min søsters ovn, der er langt mere avanceret end min. Og jeg syntes bare ikke, at ovnen blev varm nok. Så jeg – og far, der blandede sig – skruede fra ovenvarme til grill til varmluft og tilbage igen. Ikke det smarteste træk.

Og så havde jeg for en gangs skyld været nærig. Dum idé, når det gælder mad. Jeg havde et ældre stykke grana i køleskabet, som jeg tænkte, skulle bruges i stedet for at smide det ud. Men det skulle jeg have gjort, og så købt et frisk, godt stykke ægte parmesan i stedet. For grana’en smeltede ikke på samme måde som parmesanen plejer at gøre.
Jeg har lavet de her spidskål mindst 15 gange før, fordi de er let og lækkert tilbehør, og osten er altid smeltet til en sprød skorpe…undtagen altså lige i onsdags…..
Summa summarum: Prøv dem, for de er velsmagende og nemme at lave. Men køb en god parmesan og brug en ovn, du kender!
Jeg har i øvrigt bragt den her opskrift på bloggen før – men ikke under ”egen overskrift”, så den er lidt svær at finde, og i øvrigt heller ikke med fotos. Derfor fortjener den en genudsendelse, synes jeg.

Spidskål bagt med parmesan
(to personer)
1 stort eller to mindre spidskål
Salt
groftkværnet peber
frisk timian
1,5 dl grøntsagsbouillon
25 gram smør
2 spsk rasp
35 gram parmesanost i tynde flager (det er nemmest at høvle med en kartoffelskrællekniv)
Skær kålen i halve eller kvarte, alt efter størrelse på kålen og blancher den i kogende, letsaltet vand et par minutter.
Afdryp kålen og læg den i et smurt, ovnfast fad, drys salt, peber og lidt frisk timian over. Hæld lidt bouillon ved kålen, kom smørklatter over, og drys rasp og ost oven på kålen.
Bag den mør i ovnen ved 200 grader i cirka 20 minutter.
(Opskriftren stammer fra ”Fra haven til maven” af Vibeke Lehn og Anemette Olesen, Aschehoug, 1998)
