Nå altså – jeg fik jo den her kasse med frugt, ikke, og da jeg ikke kan lide vandmelon og syntes, at druerne var sure, var der kun blommer tilbage at kaste sig over.
Jeg skulle ud til min søster til middag, og så spurgte jeg, om jeg skulle lave en dessert med blommer? Nej, det skulle jeg så ikke, for desserten havde hun styr på. Men hvis jeg virkelig ville, kunne jeg lave en salat til hovedretten, mente hun.
Egentlig prøvede jeg bare opskriften, fordi jeg der først i januar var kørt decideret sur i julemad og tunge gryderetter. Og så viste det sig, at retten var så god og velsmagende, at jeg må have opskriften på her på bloggen, så jeg ikke glemmer den.
I dag – den 12. august 2016 – er det faktisk præcist tre år siden, at jeg åbnede min blog. Men eftersom den har været lukket ned i næsten et år, kan jeg vel kun fejre “to års fødselsdag” – eller?
Nå, men jeg gør det ved at gå på ferie. Jo! Jeg har ikke holdt ferie siden uge 19, og nu skriver vi snart uge 33, så det er søreme længe siden. Og jeg trænger til det! Folk spørger “skal du nogen steder hen?” – og nej, det skal jeg så ikke. I hvert fald ikke de “nogen steder”, de tænker på.
Når noget mad mislykkedes for min mor (og det var ikke ret tit), havde hun altid en undskyldning klar. Det var panden, der var noget i vejen med. Eller den dumme, gamle ovn. Eller noget tredje. Alt andet end hende selv.
Det er et godt princip, synes jeg 🙂 Så derfor er jeg overbevist om, at når mine parmesanbagte spidskål ikke ser helt så fantastiske ud, som de plejer, så er det min fars skyld!