
Det er nok gået op for de faste læsere af bloggen her, at jeg er ret vild med både bloggen og kogebogen “Green Kitchen Stories”. Og opskriften her på Quinoa-frikadeller ændrede ikke på den begejstring. De smager vildt godt. Både varme og kolde.
David Frenkiel og Luise Vindahl kommer ramsløg i deres quinoa-deller. Det ville jeg også gerne, men der er ingen frisk ramsløg endnu (jeg kender én, der har det i sin have 🙂 ) og jeg kunne ikke finde det tørret – det har de ellers af og til i Kvickly. For et par år eller tre siden var ramsløg “det nye sort” og skulle puttes i alting (undtagen desserter, da det smager og dufter af hvidløg!) – nu har anvendelsen nået et mere naturligt leje. Det ER en fin ting i sæsonen, men man kan godt erstatte ramsløg med andre ting. Green Kitchen-parret foreslår, at man i stedet bruger en håndfuld frisk spinat og to fed hvidløg. Det prøvede jeg, og det fungerer smukt.
