Det lyder ikke lovende.

I tankerne vinker jeg farvel til min Bellini, som er den cocktail med ferskenpuré og prosecco (italiensk champagnetype), der blev opfundet af grundlæggeren af baren, Guiseppe Cipriani, og som siden er blevet en slags signaturdrink for Venedig.

Jeg ringer til Marzia, som veninden hedder.

Hun har tidligere arbejdet med turisme i Venedig, men i dag sørger hun for, at gæsterne på de store krydstogtsskibe, der ligger ved Venedig i flere dage, også kan få nogle gode oplevelser ned langs Italiens vestlige kyst.

»De ser jo Venedig på en dag, og så vil de opleve noget nyt den næste dag,« forklarer hun og ruller lidt med øjnene – da jeg møder hende.

Ikke på Harrys Bar, den har hun dømt ude.

»Alt for dyr og fyldt med turister,« er hendes dom.

Hun synes, jeg skal se noget mere originalt.

Jeg tør næsten ikke fortælle hende, at jeg allerede har tilbragt halvanden times tid på tagterassen på et andet Venedig-ikon, Hotel Danieli. Men det viser sig at være i orden, set med hendes øjne.

»Jeg tager altid gæster med ind omkring Hotel Danielis lobby. Den er utroligt smuk og bestemt værd at se,« siger hun.

I lobbyen er der en elevator med forgyldte døre, som tager én op til tagterassen, hvor der både er restaurant og bar. Baren har åben mellem 15 og 18.30. Så kan man sidde der med sin drink og med en enestående udsigt over Canale di San Marco.

Bygningen, Hotel Danieli ligger i, stammer fra slutningen af det 14. århundrede. Den blev opført af familien Dandolo, som havde leveret hele fire doger gennem tiden og derfor var en vigtig og indflydelsesrig familie. Dogen var lederen af republikken Venedig, valgt af aristokaratiet. Han var som regel den ældste og klogeste (eller mest snu) mand i byen og havde næsten enevældig magt frem til middelalderen, hvor dogen fik et råd ved sin side. Sådan blev Venedig regeret fra cirka år 1000 og frem til 1797.

Nå, siden dengang har bygningen skiftet ejer nogle gange, og er selvfølgelig også blevet renoveret og tilført moderne badeværelser og den slags. Men den har stadig elegance, og man er ikke i tvivl om, når man kommer sejlende til, at her er dyrt at bo.

Det er heller ikke nogen billig oplevelse at indtage en enkelt drink på Bar Terrazza Danieli. Man kan gøre så mange ting med sit (rejse-)liv. Jeg forsøger altid på et eller andet tidspunkt at finde en bar og bestille en vodkamartini. Hotel Danielis vodkamartini koster 180 kroner. Men så får jeg også en opsats med i købet med blå kartoffelchips, ristede kikærter og en nøddeblanding.

Den er jeg ikke den eneste, der er interesset i. To duer ankommer straks til mit bord. Men det arabiske ægtepar, der sidder ved bordet ved siden af mig, har snedigt dækket deres kageopsats (de drikker te) med stofservietten. Jeg gør det samme med mine snacks, og så mister duerne interessen. Drinken er de ikke ude efter.

Danieli har været været brugt i flere film. Senest i spændingsfilmen The Tourist, hvor Angelina Jolie og Johnny Depp bor i en umanerligt lækker suite på hotellet.

»Nå, men siden du er interesseret i film-lokationer, kan du så genkende kirken der?« spørger Marzia.

Jeg er efter hendes anvisninger stået af af vandbusstoppet Ca’ Rezzonico, og vi bevæger os nu mod Campo Santa Margherita. Kirken – Church of San Barnaba – siger mig ikke lige noget.

»Det er derinde, at Indiana Jones og hans far smadrede en gulvflise i »Indiana Jones og det sidste korstog« og fandt en hemmelig tunnel, som førte dem ud på pladsen, vi står på,« fortæller Marzia og tilføjer med et smil, at så vidt hun ved, findes der ingen tunneller under 1700-tals kirken i virkeligheden.

Vi smutter forbi en forretning, Signor Blum på Campo Santa Barnaba, med håndlavede træting – og de fineste køleskabsmagneter i træ i form af venetianske masker, bygninger – og katte.

»Katte er en slags vartegn for Venedig,« fortæller Marzia og fortsætter, da jeg ser lidt undrende ud: »I en by, hvor der er så meget vand, er der også mange rotter. Så gennem tiden er borgerne blevet opfordet til at fodre katte. Det var faktisk et respekteret hverv at være »kattedame« engang«.

Et andet respekteret fag, der trådte i funktion i slutningen af 1700-tallet var »castragetti«, mænd der kastrerede katte. For selv om man gerne ville have kattene til at slå rotter ihjel og dermed forhindre at f.eks. pest spredte sig, så ville man også gerne kontrollere antallet af katte.

Imidlertid var levevilkårene så gode for katte, at Venedig i nyere tid nærmest blev oversvømmet af katte (og duer, men det er en anden sag). Da der var flest, vurderer man, at der var 12.000 vilde katte i byen. I dag er der omkring 2000. Byen Venedig satte nemlig en plan iværk. Man eksporterede i 1989, i samarbejde med en dyreværnsorganisation, kattene til et kattehjem på øen San Clemente. Men i 2005 købte en rigmand øen for at bygge et luksushotel. Derfor blev de tilbageværende katte endnu en gang flyttet, denne gang til Malamocco på Lidoen, hvor de bor den dag i dag.

Det er heldigvis ikke kattepølse, men æselpølse, som Marzia synes, jeg skal smage til aftensmad.

Hun har trukket mig tværs over Campo Santa Margherita og videre af små snørklede gader – man siger, at man som turist skal »tillade sig selv at fare vild i Venedig«, og det er meget nemt, skulle jeg hilse og sige – og ind i et lille lokale, domineret af stor disk, nogle få borde og en masse stående gæster.

Der er liv og glade dage i vinbaren ved navn Adriatico Mar.

En herre, der ligner en italiensk operasanger med stort krøllet hår, stort skæg og dyb stemme deler knus ud til kvinderne og glas med vin til dem, der betaler. Det er ikke ham, men en noget mindre herre med briller, der ejer stedet. Han hedder Francisco Molinari og hans drømmevinbar har blot eksisteret i tre måneder.

»Vi har kun vin fra producenter, vi kender og har besøgt,« fortæller han, mens herren med det store skæg indgående betragter vores ansigter, mens vi smager på den hvidvin, som han har anbefalet.

Vinen er bestemt god, men ikke lige min favorit. Til gengæld rammer han plet anden gang, da han skal finde en rødvin til vores æselpølse, skinke og ost, som bliver serveret på et rustikt træskærebræt. Vi sidder på den bådebro, der er på bagsiden af bygningen, og hvor der hele tiden er små både, der lægger til, for at to-tre-fire personer kan gå ind i vinbaren, som snart er fyldt til bristepunktet.

Æselpølsen smager i øvrigt godt. Som en kraftig salami.

I solnedgangen i Venedig, i godt selskab og med god vin i glasset, tænker jeg, at det her, det er ferie.

Næste dag får jeg alligevel lidt dårlig samvittighed og får set Markuskirken og Dogepaladset, der begge er store oplevelser. For Venedig emmer jo af historie.

Men det er, da jeg sidder på Caffe Florian, at jeg genfinder stemningen fra aftenen før. Det afslappede lettelsens suk over at være her, være i live og nyde det i fuldt drag.

Caffe Florian ligger på Markuspladsen. Det har den gjort siden den 19. december 1720. Caféen var en af de første i Italien til at byde kvinder velkomne. Muligvis var det derfor – ifølge legenden – at caféen var et yndet sted for kvindebedåreren Cassanova. Han er ikke den eneste kendte, der har nydt sin kaffe der – blandt de berømte gæster finder man også Lord Byron, Marcel Proust og Charles Dickens.

Tjenerne er nu som dengang iført hvide jakker, og de er umådeligt høflige. Jeg sidder på en træbænk med slidt lædersæde ved et træbord med marmorplade, som folk har gjort før mig gennem århundreder. Min kaffe bliver serveret som den skal: en stærk espresso dybt nede i en stor kop. Dertil kogende vand i en kande, så jeg selv kan tyde så meget op, som jeg vil være bekendt (italienerne stiller sig noget uforstående overfor andre nationaliteters ønske om at hælde yderligere vand på en god espresso), mælk i en anden kande, sukker og en tynd småkage.

Og så nyder jeg live-orkestret, der spiller klassisk, kaffen og livet i al almindelighed og kommer til den konklusion, at Venedig først og fremmest skal spises, drikkes, gennemsejles, føles og fornemmes.