Alle kan lide tarteletter – og de fleste kan lide klassikeren med høns i asparges i sådan en sprød tartelet. Også min søster, så hun sagde ja tak, da jeg spurgte om hun havde lyst til en søndagsfrokost bestående af ovennævnte ret.
Jeg køber forholdsvis tit en god sønderjysk landkylling, som jeg køber hos “min” slagter. Nå ja, tit og tit – det er jo ikke hver måned, men nok fire-fem gange om året.
Som regel gør jeg det primært for at sikre mig god, hjemmelavet hønsebouillon, men en sidegevinst er jo alt det dejlige kogte hønsekød, som jeg fryser ned i mindre portioner.
Det er enormt nemt at lave en omgang tarteletter med høns i asparges – hvis man da købe tarteletterne, og det gør jeg! Jeg har aldrig prøvet at lave dem selv – jeg synes, det færdigkøbte er ganske glimrende.

Tarteletter med høns i asparges
(cirka 10-12 styk)
250-300 gram kogt hønsekød
1 ds aspargessnitter + væde (se note 1)
1,5 dl piskefløde
2 dl hønsebouillon
25 gram smør
30 gram hvedemel
salt, peber
tarteletter
Smelt smørret i en tykbundet gryde ved jævn varme. Tilsæt mel under kraftig omrøring i to minutter.
Tilsæt aspargesvand (cirka 1 dl) og bring opbagningen i kog. Tilsæt cirka 2 dl hønsebouillon og fløde og bring stuvningen i kog.
Vend strimlet/ituskåret hønsekød, aspargesstykker, salt og peber i.
Kog stuvningen ved svag arme og forsigtig omrøring i cirka to-tre minutter og smag til.
Lun tarteletterne i ovnen (der står på pakken, hvor længe, de skal have), hæld høns i asparges i skallerne, pynt med brøndkarse eller persille – og server.
(opskriften er en blanding af Arla, Alletiders kogebog og mig selv…)
Note 1: Det drejer sig om en LILLE dåse asparges med cirka 250 gram fyld. Det kan man ikke altid få, og så må man jo købe en stor dåse med 480 gram (tror jeg, det er) og kun bruge halvdelen.
