Butterdejsstænger med rød valnøddepesto

Jeg syntes ikke, de her var vellykkede. Faktisk gik jeg rundt og var lidt småsur på mig selv over, at jeg havde prøvet endnu en gang – med et lige så pauvert resultat som sidst.

Sidst var for et eller to år siden, hvor jeg også til en julefrokost drømte om lange, supersprøde butterdejsstænger som snacks til velkomstdrinken. Dem bagte jeg dagen før – og så blev de bløde af at ligge i en kagedåse natten over.

Denne gang prøvede jeg så en anden opskrift – og lavede en anden fejl. Jeg stod ellers tidligt op på samme dag som julefrokosten for at bage dem samme dag. Jeg havde dog lavet den røde pesto dagen forinden.

Og så rullede jeg – dum som jeg var – butterdejen lidt ekstra ud på køkkenbordet (jeg havde købt den som en stor plade i en rulle), hvorved den blev for tynd og desuden hang fast i bordet. Så da jeg havde smurt pesto på og drysset mozzarella over, kunne jeg ikke folde dejen pænt, men rev huller i den.

Jeg fik lavet nogle ynkeligt udseende stænger (for bages skulle de sgu’!) – vildt sprøde blev de ikke. Jeg stille dem i en kurv på bordet i stuen, og da gæsterne kom, kastede de sig straks over dem. Jeg ved ikke, om de var særligt sultne, men alle var vilde med stængerne! De syntes overhovedet ikke, at det gjorde noget, at de ikke var helt sprøde, for de “smagte vildt godt”.

Faktisk blev den ene af kvinderne småsur, da jeg smed de sidste tre smuler (flere var brækket i to) ud, mens hun spillede kort. Hun ville have haft dem med hjem, for smides ud skulle de da ikke.

I øvrigt kan jeg tilføje, at selve pestoen (som der var for meget af) går rigtigt godt sammen med kogt pasta 🙂

BUTTERDEJSSTÆNGER MED RØD VALNØDDEPESTO

(cirka 10-12 styk)

Pesto:

50 gram valnødder

180 gram soltørrede tomater i olie (drænet vægt)

2 fed hvidløg

50 gram parmesanost

1 del olivenolie

salt og sort peber

Stænger:

1 rulle butterdej

1 dl revet mozzarella

0,5-1 dl rød valnøddepesto (se ovenfor)

1 æg

en håndfuld sesamfrø

Pesto: Rist valnødderne let på en tør pande ved medium varme, indtil de begynder at dufte (prøv at undgå at de bliver sorte). Lad dem køle af. Dræn de soltørrede tomater. Pres hvidløgsfed og riv parmesanost. Blend soltørrede tomater, hvidløg, parmesanost og olivenolie i en foodprocessor til det har en ensartet konsistens. Hak valnødderne fint og bland dem i pestoen. Smag til med salt og peber.

Stænger: Tænd ovnen på 200 grader. Rul butterdejen ud (ikke for tyndt! Strø lidt mel på bordet først) og smør et lag pesto på. Strø mozzarella over dejen. Fold butterdejen på den lange side og pres forsigtigt dejen sammen med håndfladerne.

Skær dejen ud i 1,5-2 centimeter brede strimler. Sno strimlerne en for en og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir.

Pisk ægget sammen og pensl butterdejsstængerne. Strø sesamfrø over. Kom pladen i ovnen og bag stængerne i cirka 20 minutter til de er gyldne.

(opskriften er fra magasinet Isabellas, oktober-november 2024)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *