Det kan vist tælles på én hånd, de gange jeg køber en burger eller en pizza i løbet af et år.
Nå ja, lige undtaget min lidt mærkelige vane med, at jeg bare SKAL have to ti-kroners cheeseburgers hos McDonalds, hver gang jeg lander på Københavns Hovedbanegård. Dem gufler jeg så på vej over til bus nummer 6A. Men jeg kommer så heller ikke til København mere end tre-fire gange om året. Desværre. Elsker min hovedstad 🙂
Til gengæld kan jeg godt lide at lave pizzaer og burgere selv derhjemme. Det er bare ikke særligt “fast”, hvis det skal laves ordentligt.
I aftes lavede jeg det, jeg ser som “fastfood”/hurtigmad: Pariserbøf med rødbedetzatziki. Hvis det lyder blæret, er det en fejl. Det er enkelt og det tager under 20 minutter at smække sammen.
Rødebedetzatziki (1 person)
150 gram rødbede
4 spsk yoghurt (jeg bruger græsk 10 procent)
1 fed presset hvidløg
salt og peber
Skræl rødbeden, riv den (god ide at bruge plasthandsker) på et groft rivejern og bland den med de øvrige ingredienser. Smag til.
Pariserbøf (1 person)
150 gram hakket oksekød
1 tsk syltede peberkorn (gerne madagascarpeber)
2-3 tsk olivenolie
1 smilende æg
En skive fuldkorns-rugbrød
1 spsk kapers
Nogle tynde skiver løg – rødløg el. salatløg
evt. hakket persille
salt
Form en stor flad bøf af kød, salt og peberkorn. Steg den ved høj varme – jeg steger den 4 minutter på hver side, men hvis man vil have den rød, skal man ned på 2,5 minut på hver side. Drys med salt.
Kog ægget smilende – 7-8 minutter.
Rist rugbrødet på en brødrister, læg bøffen på, læg løgskiver på, så tzatziki, pynt med kapers, æg og hakket persille.
Note 1: Madagascarpeber smager dejligt – synes jeg. Nogen synes, kornene smager af sæbe. Prøv at smag på dem, inden du hælder dem i bøffen – det ville være synd at ødelægge den, hvis du nu ikke kan lide peberkornene.
Note 2: Opskriften, der oprindeligt er tænkt som fedtfattig, siger, at man skal vælge hakket oksekød med lavt fedtindhold. Jeg synes, man skal vælge et mellem-fedtindhold, med mindre man da er på slankekur eller har hjerteproblemer. Fedtet får altså bøffen til at hænge bedre sammen og giver den smag.
(opskriften har jeg lavet en del om – jeg har helt politisk ukorrekt gjort den federe. Grundopskriften stammer fra “Suveræne successer, greatest hits med ekstranumre”/Sonja Bock & Tina Scheftelowitz, Politikens Forlag, 2006)