Fyldt kyllingefilet i parmaskinke med grøn salat

Fyldt kylling rullet i parmaskinke
Fyldt kylling rullet i parmaskinke.

Jeg vil varmt anbefale denne kyllinge-ret, som går fint med mange forskellige slags tilbehør; flødekartofler, kold kartoffelsalat, bønnesalat, grøn salat, linsesalat eller hvad man nu har lyst til.

Her er den så bare serveret med en enkel grøn salat.

ingredienser til den rullede kylling
Ingredienser til den rullede kylling.

Jeg lavede retten for første gang i weekenden, og var overrasket over, hvor nemt det var, og hvor utroligt godt det smagte. Og – og det er da ikke uvæsentligt, hvis man overvejer retten til gæster – det ser ualmindeligt lækkert ud, når man får skåret kyllingerullen i dekorative skiver 🙂

Egentlig er retten lavet med serranoskinke, men parmaskinke er måske lidt nemmere at finde i det lokale supermarked. Og det smager lige så godt. Hverken serrano- eller parmaskinke er billigt. Men lad være med at prøve at erstatte det med bacon. Så lav hellere en anden ret.

en kyllerulle
Så fin og ensartet kan rullen blive, når den strammes sammen i køkkenfilm.

Og når vi nu er ved det med de gode råvarer; vælg bløde, lækre semi-dried (tørrede) tomater. Ikke de hårde, der aldrig bliver bløde og lækre, uanset hvad du gør med dem. Man kan få nogen, der ligger i olie. De er dyre og vildt lækre. Dem, jeg har brugt her, er lidt billigere og vacuumpakkede, men stadig bløde og gode.

kylle med grøn salat
Her er kyllingen serveret med en enkel grøn salat, men den vil også gå fint sammen med for eksempel grønne linser.

Fyldt kyllingefilet i serrano

(4 personer)

50 gram mandler

50-80 gram soltørrede tomater

2 tsk tørrede chiliflager

2 spsk honning

Salt og peber

4 store kyllingefiletter

8 stk serrano- eller parmaskinke

Blancher mandlerne (det vil sige, at man kommer dem i kogende vand et par minutter og så overhælder dem med koldt vand), smut dem, hak dem groft, og rist dem gyldne på en varm pande. Fortvivl ej over at de virker ”bløde” – de bliver sprøde, efterhånden som de køler af.

Hak de soltørrede tomater groft, og bland alle ingredienserne til fyldet godt sammen. Smag til med salt og peber.

Læg et snit i kyllingefileterne (det er ikke svært, det kræver bare en skarp kniv, en rolig hånd og en forståelse for, at man ikke skal gennemskære kylle-fileten, men bare åbne i den ene side), stop dem med fyldet og rul dem med skinken (se note 1).

Rul fileterne stramt i køkkenfilm og sæt på køl, til de skal i ovnen.

Tilbered kyllingerullerne i et smurt ildfast fad i cirka 20-25 minutter i ovnen ved 200 grader. Lad fileterne hvile fire-fem minutter, og skær dem i skiver til servering.

Note 1: Da jeg så min fyldte kylle-filet (jeg lavede ¼ portion) rullet med parmaskinke, tænkte jeg ”mamma mia, hvor er den grim og uensartet.” Men miraklet skete, da jeg rullede den i køkkenfilm! Da jeg rullede stramt og snurrede enderne, blev rullen flot og ensartet. Og sådan holdt den sig, da den blev tilberedt i ovnen – HUSK at tage køkkenfilmen af, inden du sætter den i ovnen!!!

Pisk en klassisk vinaigrette
Pisk en klassisk vinaigrette.

Salat med vinaigrette

(4 personer)

100 gram salat, gerne rucola

4 spsk olivenolie

1 spsk vineddike

1 tsk citronsaft

1 spsk vand

 Salt og peber

Skyl salaten og lad den dryppe af på køkkenrulle eller slyng den i en salatslynge. Ryst eller pisk de øvrige ingredienser godt sammen til en vinaigrette, smag til, og vend den med salaten lige inden servering.

(opskrifterne er fra Mad & Venner, nummer 112, årgang 2014)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *