Hytteostwrap med mild spegepølse

Jeg er ude i de spøjse opskrifter i øjeblikket. Den her havde jeg også bare pillet fra til afprøvning, fordi den så spøjs ud. Jeg var ikke helt overbevist om det der med mild spegepølse i. Men altså, det smager virkelig godt! Jeg var totalt glad og imponeret, og så er det SÅ nemt og hurtigt at lave.

Nå ja, bunden skal have 25 minutter i ovnen og lige køle af bagefter, men selve arbejdstiden er nærmest ingenting.

Der var til to aftener i mig i sådan en wrap. Det er jeg ikke sikker på holder, hvis man er meget sulten. Det er jeg ikke om aftenen efter en arbejdsdag – jeg plejer nemlig at være sulten, når jeg kommer hjem mellem klokken 16 og 17, og så spiser jeg en mellemmad. Det tager toppen af sulten – og så har jeg ikke lyst til noget stort mellem 19 og 20, hvor jeg normalt spiser aftensmad.

Men den er i hvert fald forholdsvis mættende.

Hytteostmassen er smurt ud på bagepapir.

Hytteostwrap med mild spegepølse

250 g hytteost
2 æg
1 håndfuld persille
0.5 tsk. hvidløgspulver
0.5 tsk. Løgpulver
Salt og peber
Olie

Fyld:
50 g Hanegal skiveskåret mild spegepølse (se note 1)
3 spsk hummus (se note 2)
1 håndfuld spinat
cherrytomater, 4-6 halverede
1 håndfuld friske spirer (se note 3)

Tænd ovnen på 200 grader.
Blend hytteost, æg, persille og krydderier sammen til en glat konsistens.
Kom bagepapir på en bageplade og hæld lidt olie over.
Hæld massen ud på bagepapiret og fordel den ud i et tyndt lag.
Bag i ovnen i cirka 25-30 minutter til den er flot gylden. Lad den afkøle og tag den forsigtigt af bagepapiret.
Fyld din wrap med hummus, spinat, mild spegepølse, cherrytomater og friske spirer. Rul den forholdsvis stramt sammen og del den i to.

(opskriften er fra Samvirke, august 2025)

Dækkes med hummus, spinat og cherrytomater.

Note 1: Jeg handlede i Netto, og de havde ikke Hanegal, som vist er en økologisk spegepølse. Jeg købte i stedet en tyndtskåret italiensk, mild spegepølse.

Note 2: Hvis man virkelig ville gøre noget ved det, kunne man jo lave sin egen hummus. Det er ikke svært, men det er lidt tidskrævende. Jeg købte mig til min – jeg kan godt lide den med citron fra Løgismose.

Note 3: Netto havde kun bønnespirer, men dem kan jeg godt lide – de er meget sprøde – så dem brugte jeg.

Og her har jeg så lagt spegepølse over – det er faktisk en god tilføjelse, men man kan selvfølgelig udelade den og spise vegetarisk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *