Madeleines

Min søster gav mig en madeleineform i julegave. Det er sådan en speciel form, der bruges til at bage de franske, muslingeskal-formede madeleinekager i.

Jeg havde ønsket mig den i flere år, og nu var hun træt af at se den på ønskesedlen 🙂

Og så skulle der da bages madeleinekager.

Formen er fra Mette Blomsterberg, og jeg synes, at det er nogle meget store madeleinekager, der kommer ud af det. Jeg husker dem som mindre. Men pyt, jeg fandt en opskrift i Isabellas, hvor kagerne så ud til at have den størrelse, som min slet-let-form har.

Det var smaddernemt at bage dem. De smager godt. Men…

Ja, som jeg altid siger: Jeg ER ikke nogen bagegudinde. Der går altid et eller andet galt!

Jeg havde fået bagt kagerne, og det eneste, der manglede, var at dyppede en tredjedel af hver kage i en lækker, fed citronglasur. Et øjebliks uopmærksomhed (typisk mig) og så havde jeg hældt for meget kogende vand i min sidste flormelis…

Så det er altså madeleines med en tynd glasur, der nærmest er flydt helt af. Gæsterne forsikrede mig om, at det sandelig ikke gjorde noget – men prikken over i’et manglede altså.

Så jeg må prøve igen en dag.

I gang med at bage madeleines.

Madeleines

200 g smør
4 æg
150 g sukker
1 usprøjtet citron
50 g mandelmel
180 g hvedemel
1 nip salt
1 tsk. bagepulver

Glasur
200 g flormelis
1 usprøjtet citron
Lidt kogende vand

Smelt smørret ved svag varme, og lad det afkøle.
Pisk æg og sukker sammen til en hvid og cremet masse.
Riv skallen på citronen fint, og pres saften. Vend fintrevet citronskal i dejen sammen med nogle dråber citronsaft.
Bland mandelmel, hvedemel, salt og bagepulver sammen i en anden skål. Vend melblandingen sammen med æggemassen, til du har en luftig, ensartet dej.
Rør til sidst det afkølede smør i, og lad dejen hvile 30 minutter på køl.
Tænd ovnen på 200°, og smør bageformen.
Fyld hullerne i formen ¾ op med dej.
Bag kagerne i ovnen i fem minutter (se note 1). Skru derefter ovnen ned til 170°, og bag kagerne i yderligere 7-10 minutter, eller til de er hævet op, og er gyldne.
Afkøl kagerne på en bagerist.
Glasur: Riv skallen på citronen. Rør flormelis og fintrevet citronskal sammen med lidt kogende vand i en skål til en tyk glasur.
Dryp med lidt citronsaft, og gør glasuren glat.
Dyp spidsen af madeleinekagerne i glasuren.
(Opskrift isabellas.dk)

Note 1: I min ovn var fem minutter ved 200 grader og 10 minutter ved 170 grader ikke nok. Måske er det fordi min ovn er 15 år gammel. Men jeg gav dem altså 16 minutter ved 200 grader (droppede det der skruen op og ned), og så blev de endda ikke mere end lige svagt gyldne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *