
Det, jeg var mest tilfreds med, til årets julemenu, var desserten. Det er ret usædvanligt for mig, der ikke går særligt meget op i det søde. Men ud over at den smagte godt og var smuk, havde den også den fordel, at jeg kunne lave den dagen i forvejen.
Opskriften på panna cotta-træten stammer fra det juleblad, “Det store gemmehæfte JULEN”, som jeg købte i slutningen af november. Det var forelskelse ved første øjekast, da jeg så billedet af desserten.
Siden bandede jeg dog lidt over mig selv, for ud over at jeg skulle skaffe bladguld (endte med blad-støv, se note 1), så var hele to dele af desserten med husblas, som jeg IKKE er ven med. Det var dog – af to onder – den “lettere version”, hvor man rører husblas i noget varmt.
Og det lykkedes bare perfekt 🙂
Skulle jeg gøre noget om, ville jeg vælge en mindre tærteform. Jeg tog den, jeg havde, og den er større end den med en diamater på 20 centimeter, som de anbefaler i opskriften. Jeg tænker, at min er mindst 25 centimeter. Det har betydning, fordi panna cotta-laget og gelélaget bliver tyndere. Det skal jo spredes ud over et større areal. Det smagte godt – men det kunne altså godt have været tykkere.
Gæster var også godt tilfredse. Selvom vi havde spist en masse allerede, blev der faktisk kun levnet to stykker.

Panna cotta-tærte med granatæble
(cirka seks personer)
Mørdej
25 gram mandler
75 gram blødt smør
50 gram flormelis
1 knivspids salt
0,5 æg (pisk det sammen, hæld det halve i)
125 gram hvedemel
Udstyr
1 tærteform 20 centimeter i diameter
Panna cotta
2 blade husblas
0,5 vaniljestang (se note 2)
0,5 usprøjtet appelsin
2 dl piskefløde
50 gram, god hvid chokolade (se note 3)
Rød gelé
2 blade husblas
1,5 dl koncentreret granatæblesaft Se note 4)
Til servering
0,5 granatæble (kernerne fra det)
50 gram god hvid chokolade
Spiseligt guld (se note 1)

Mørdej – Blend mandler til fint mel i en minihakker. Rør smør, flormelis og salt sammen. Tilsæt æg, mandelmel og hvedemel under omrøring, og saml forsigtigt dejen uden at ælte den for meget.
Pak dejen ind i husholdningsfilm og lad den hvile i køleskabet i mindst 30 minutter. Rul dejen ud med en kagerulle på et meldrysset bord, læg den over i en smurt tærteform, og tryk den godt fast i sider og bund. Prik tærtebunden med en gaffel, og stil den i fryseren i en times tid. Varm ovnen op til 175 grader, og bag tærtebunden i ovnen i cirka 15 minutter, til den er sprød og let gylden.
Lad tærtebunden køle helt af i formen på en riste.
Panna cotta – Læg husblas i blød i en skål med koldt vand i to minutter. Skrab kornene ud af vaniljestangen. Riv appelsinskallen fint. Kog appelsinskal, vaniljekorn og fløde op i en gryde (det dufter skønt!). Tag gryden af varmen, og opløs husblassen heri (du skal knuge det meste af udblødningsvandet af husblassen).. Hak chokolade, og rør den i flødeblandingen til den smelter.
Hæld blandingen oven på tærtebunden og sæt den i køleskabet i mindst tre timer, indtil panna cottaen har sat sig.
Rød gelé – Læg husblas i blød i koldt vand i ti minutter. Varm saft op i en gryde til lige under kogepunktet. Vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i den varme saft, til den er helt opløst. Lad saften køle af i ti minutter, så den stadig er flydende, men ikke alt for varm. Hæld geléen over panna cottaen i et jævnt lag, og sæt tærten i køleskabet i cirka to timer til geléen har sat sig. (se note 5)
Servering – Halvér granatæblet og bank kernerne ud med en stor træske. Kassér de hvide hinder (de er bitre – og pynter eller ikke!). Riv chokoladen groft.
Pynt panna cottaen med granatæblekerner, chokolade og eventuelt spiseligt guldstøv.
(Opskriften er fra “Det store gemmehæfte JULEN”, 2022)

Note 1: Guldstøv, som der står i opskriften, kan man købe flere steder. Jeg kan ikke huske, om jeg har mit fra nemlig.com eller Bilka, men det er i hvert fald af mærket Mills & Mortar. Det ser fint ud – men det er altså endnu finere med bladguld, som faktisk også er det, de har brugt i illustrationen til opskriften i bladet. Spiseligt bladguld er dyrere end guldstøv – og det er sværere at finde. Men man kan næsten altid købe det hos Camilla Plum online.
Note 2: Vaniljestænger bliver dyrere og dyrere. Det er helt vildt. jeg er ikke nærig, men jeg har simpelthen ikke råd til at betale mellem 100 og 180 kroner for en fed, lækker vaniljestang fra Tahiti, oven i alt det andet, jeg skal købe ind til julemenu. Så jeg valgte en øko-én til cirka 50-60 kroner. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så ER det faktisk muligt at smage og dufte forskel på en top-god vaniljestang og en billig én. Hvis du har råd, så prøv at købe polynesisk vanilje af den dyre slags….
Note 3: Det skulle jo være så godt, tænkte jeg, og så købte jeg økologisk, hvid chokolade. Det, jeg ikke lige havde set, var, at det var “let karamelliseret”. Derfor var det beige og ikke helt hvidt. Helt ligegyldigt for panna cotta fyldet, men det havde nu været flottere med snehvid chokolade som pynt.
Note 4: Man kan købe koncentreret granatæblesaft i mellemøstlige forretninger. Men i år har jeg købt min i Helsam, hvor jeg købte flere ingredienser til julemenuen online og fik dem sendt til min lokale Helsam-butik.
Note 5: Jeg var færdig med tærten ud på aftenen, og så lod jeg den simpelthen stå i køleskabet til dagen efter, hvor gæster kom klokken 12.30. Det tog den ikke skade af.