
“Det er da 100 år siden, jeg sidst så russisk salat” sagde én af veninderne, da jeg satte denne sildesalat på bordet.
100 år er det nok ikke, men det er rigtigt, at det ikke er ofte mere, at man ser den. Man kan købe den i supermarkeder – jeg tror, at K Salater laver den – men jeg kender ikke nogen, der selv laver russisk salat.
Det gjorde husmødrene, da jeg var barn. Ikke min mor. Jeg tror ikke, hun kunne lide russisk salat – vi havde det i hvert fald aldrig derhjemme. Men jeg huske utallige af mine skolekammeraters madpakker med russisk salat klæbende til mellemlægspapiret.
Jeg havde ikke madpakke med. Ikke fordi min mor ikke ville smøre en til mig – det ville hun gerne, og forsøgte på alle måder at lokke mig, men hun vidste også, at hvis hun fik en listet ned i min skoletaske, så kom den med hjem igen, uspist. Jeg brød mig ikke om madpakker. Dengang var der så heller ingen mulighed for at lægge madpakken i et køleskab, så når det blev spisetid, kunne man hive en lunken madkasse, hvor det hele var blevet rystet sammen, op af tasken. Uf nej.
Det eneste, jeg nogensinde har spurgt, om jeg kunne få med, var figenpålæg. Det havde min veninde altid på sine rugbrødsmadder – og pålægschokolade. Min mor anså af en eller anden grund begge dele for usundt, så det ar altså nul madpakke til mig…

Sildesalat
(til otte personer)
4 hele islandske spegesild eller 8 kryddersildfileter
4 spiseæbler
2 syltede, mellemstore rødbeder
2 syltede agurker
en tyk skive rå selleri
2,5 dl creme fraiche 38 procent
1 spsk dijonsennep
rødbedelage
salt og peber
hårdkogt æg
saltede kapers
Spegesildene skal fileteres og vandes ud i otte timer i rigeligt vand. Hvis man springer over, hvor gærdet er lavest (det gjorde jeg) og bruger kryddersild, kan de bruges direkte. Køb nogle ordentlige sild.
Sildene skæres ud i mindre stykker – gerne tern. Æblerne udhuses og skæres i tern på 1×1 centimeter. Resten skæres i små tern.
Bland det hele med cremefraichen rørt med sennep. Smag til med rødbedeeddike, knust sort peber og salt, hvis det er nødvendigt. Pynt med hakket hårdkogt æg og skyllede kapers (hvis de har været i salt).
(Opskriften er fra “Jul” af Camilla Plum, Politikens Forlag, 2007)