Sød kartoffel-, feta- og karamelliseret løg-quiche

Den ser lækker ud, ikke? Det var den også 🙂

Dejen her skal hvile to timer og tærten skal bage i en time. Derfor kommer den samlede tid op på fire timer, men man kan jo lave en masse andet, mens dejen hviler i køleskabet eller tærten er i ovnen.

Så bliv ikke forskrækket. Den er tiden værd – hvis man da synes om vegetarisk mad.

Jeg så nogle kommentarer under den engelske opskrift, hvor et par brugere skældte ud over, at deres søde kartofler stadig var halvrå, da de tog tærten ud af ovnen. De hadede tærten!

Tærten klar til at gå i ovnen.

Jeg ved ikke, hvad de har gjort galt – måske skåret de søde kartofler i for tykke skive? Jeg brugte en mandolin, en af de der superskarpe, som man skal håndtere med varsomhed.

Jeg synes, det er en superlækker tærte!

Sød kartoffel-, feta- og karamelliseret løg-quiche

2 spsk ekstra jomfruolivenolie
1 løg, tyndt skåret
2 kviste rosmarin, blade plukket fra 1 kvist
150 g feta, smuldret
7 æg, let piskede
80 ml mælk
1 tsk røget paprika
Lille sød kartoffel (cirka 50 g), tyndt skåret med en grøntsagsskræller (man kan sagtens komme mere i, synes jeg)
1 spsk ahornsirup

Timian- og speltdej:

250 g hvid speltmel
100 g koldt usaltet smør, hakket
1 æggeblomme
2 spsk timianblade
1 spsk æblecidereddike

Kom mel og en knivspids salt i en skål. Smuldr smørret i melet med fingrene, indtil det ligner grove brødkrummer. Tilsæt æggeblomme og timian. Bland eddike og 60 ml vand med 4 isterninger i en kande, dræn isterningerne fra, og fold vandblandingen i melblandingen, indtil det bliver en grov dej. Pak ind i plastfolie og sæt på køl i to timer.

Og her vil jeg så gerne lige hoppe ind og siger, at jeg kørte ovennævnte dej på min MagiMix. Det er supernemt og hurtigt. Ja, ja, man skal gøre maskinen ren bagefter, men der er jo tid nok, når dejen skal hvile i to timer 🙂

Forvarm ovnen til 200°C.
Rul dejen ud på et let melet bord til 3 mm tykkelse, og brug den til at beklæde en 24 cm bølget keramikform. Trim overskydende dej. Beklæd med bagepapir og fyld med bagevægte. Bag i 25 minutter, indtil let gylden. Fjern vægte og papir, og bag yderligere 20 minutter, indtil bunden er bagt.
Sænk ovntemperaturen til 160°C.
Varm olie op i en pande ved lav varme. Tilsæt løg og 0,5 tsk salt. Steg under omrøring i 12 minutter, indtil løgene er karamelliserede. Lad køle af. Fordel løg i tærtebunden sammen med halvdelen af rosmarinbladene og 100 g feta.
Pisk æg, mælk og paprika i en skål. Krydr og hæld i tærtebunden. Vend sød kartoffel med ahornsirup og fordel over fyldet. Drys resten af fetaen (50 g) og rosmarin over.
Bag i 1 time, eller indtil fyldet lige har sat sig. Lad køle lidt af, og server derefter.

(Opskriften er fra det engelske madmagasin Delicious, der desværre gik konkurs her i 2025)

Den kan i øvrigt også fryses – er helt fin opvarmet i ovnen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *