Stegte jomfruhummerhaler med peberrods panna cotta og frisk æblesalat

Dækkeservietten er faktisk en af to, jeg fik til overs, da jeg op til jul købte to pakker á fire hos Claus Dalby i hans webshop. Jeg skulle kun bruge seks, så søster fik de sidste to. Vi synes begge, de er virkelig smukke!

Nu tager jeg de opskrifter, jeg har liggende og vente på at blive skrevet i ind, i den rækkefølge, hvor de vigtigste er først. Og denne her mener jeg selv, var den mest vellykkede jeg fulgte i december.

Opskriften er spøjst nok fra virksomheden nemlig.com. Jeg får én til to gange om måneden varer fra dem, for så slipper jeg for at bære tunge ting som vin-i-box, skyllemiddel, Ajax, mælk, mel, sukker og så videre op ad trappen.

Men de anbefaler også en gang imellem opskrifter på deres hjemmeside, og denne her blev søster og jeg enige om, at vi ville have som forret juleaften. Den var et hit.

Ikke bare smagte den godt, men panna cottaen blev jo også lavet i forvejen, og det samme gjorde den lille æblesalat, så det var bare et spørgsmål om at stege jomfruhummerhalerne.

Alligevel blev vi bagefter enige om, at vi næste år ikke skal have forret med mindre vi kan finde noget, der er fuldstændig lavet på forhånd. Der er nok at lave for to mennesker i køkkenet, som det er!

Men det bliver ikke sidste gang, jeg laver jeg den – overvejer faktisk at inkorporere den i 2026s canasta-julefrokost. Jeg har jo en jomfruhummerhale-pusher, der skaffer mig dem til særdeles rimelig pris!

Det var virkelig lækkert, og panna cottaen smager tydeligt af peberrod.

Stegte jomfruhummerhaler med peberrods panna cotta

(4 personer)

12 stk. Jomfruhummerhaler
2 spsk. Olie (til stegning)
12 stk. Træspyd (eller kødnåle) – søster havde lige et bundt træspyd ved hånden!

Peberrods panna cotta
2.5 dl Fløde
2.5 dl Sødmælk
3 spsk. Peberrod (fint revet)
2.5 blad Husblas
1 Citron (saften herfra)
1 nip Salt

Æblesalat
0.5 Æble
0.5 Agurk
0.5 bundt Dild
2 spsk. Æblecidereddike
1 tsk. Olivenolie
1 nip Salt og peber

Peberrods panna cotta: Læg husblassen i blød i kold vand.
Bland fløde, mælk og peberrod og varm det op til cirka 80 grader.
Lad massen trække smag i cirka fem minutter og smag herefter til med salt og citronsaft.
Tilsæt den udblødte husblas, og rør rundt indtil husblassen er smeltet og si massen (se note 1).
Hæld massen i valgfrie skåle/dybe tallerkner og sæt på køl i minimum tre timer.

Æblesalat: Skær agurk og æble i små tern, også kaldet brunoise.
Vend agurk og æble sammen og smag salaten til med æblecidereddike, olie, salt og peber.
Hak dild fint og vend det i den friske æblesalat.

Stegte jomfruhummerhaler: Pil jomfruhummerhalerne. Stik en kødnål eller et træspyd igennem halerne, således at de ikke krøller sammen under stegningen.
Steg halerne i cirka 30 sekunder på en pande med olie ved høj varme, til de lige netop er gennemstegt.

Når peberrods panna cottaen har sat sig, anrettes en skefuld frisk æblesalat ovenpå, hvorpå der placeres to-tre jomfruhummerhaler sammen med en lille dusk frisk dild.

Note 1: “Okay, nu har jeg ødelagt det hele” tænkte jeg, da jeg havde tilsat citronsaft efter fem minutter til den stadig varme fløde-peberrodsmasse. For den klumpede helt tydeligt. Men det viste sig at være falsk alarm. For efter husblas’en var smeltet i det, skulle man jo si det i en fintmasket sigte, og resultatet blev absolut klumpfrit 🙂 Pyh!

(Opskriften har nemlig.com fra Masterchef 2023, skriver de)

Min søsters lille, hyggelige juletræ anno 2025.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *