Det her er endnu en af de fastfood-opskrifter, som jeg elsker.
Den er superhurtig at lave, men alligevel har man fornemmelsen af, at man har fået ”rigtig” mad. Jeg har i hvert fald.
Man kan godt selv lave naan-brød, men de bliver aldrig lige så gode som dem, man får på indiske restauranter, fordi man mangler den rigtige ovn i hjemmet. I dette tilfælde har jeg simpelthen købt naan-brødene i Kvickly og varmet et i ovnen. Det fungerer fint for mig.
Så havde Kvickly endelig både friske muslinger og limefruger 🙂
Så jeg fik lavet min grønne karry, inden det i næste uge (hurra-hurra) bliver så varmt, at jeg ikke gider stå ved et komfur og derfor mest spiser salater. For jeg holder godt nok ikke op med at være sulten, bare fordi det er varmt – men det, jeg har lyst til, ændrer sig.
Karryen her kunne godt være stærkere, synes jeg. Men ellers er den top-lækker. Hvis man gerne vil have den stærkere, skal man enten komme flere grønne chilier i eller lade være være med at udkerne den ene, der står i opskriften.
Der er dejlig meget væde, og det smager skønt med risen, der er i særklasse lækker.
Grøn karry med muslinger og kokosris
(4 personer)
1 kilo blåmuslinger, vaskede og skrubbede fri for urenheder (se note 1)
1 bundter koriander, det ene gemmes til servering
2 fed hvidløg
2 centimeter frisk ingefær
1 stængel citrongræs, den nederste bløde del (se note 2)
1 grøn chili (eller flere efter behag)
1 lille bundt forårsløg
2 spsk sukker
2 spsk fishsauce (orignalopskriften siger 0,5 dl, det synes jeg er ALT for meget)
1 dåse (400 ml) kokosmælk (helst den fuldfede slags)
2 limefrugter
1 squash i skiver
Kokosris:
2 dl basmatiris
1 dl kokosmælk
0,5 tsk havsalt
2 limeblade (se note 3)
1 stængel citrongræs (se note 2)
Servering:
Frisk koriander
Limebåde
Kokosris: Skyl risen grundigt under rindende vand indtil vandet er klart. Bring risen i kog med 2 dl vand, kokosmælk, salt, limeblade og citrongræs. Lad det simre i 10 minutter under låg. Sluk for blusset og lad risen stå yderligere 10-15 minutter med låg på.
Karrymuslinger: Anbring de rengjorte muslinger i en gryde og hæld 2 dl vand over. Damp muslingerne under låg i fem minutter. Sæt dem til side.
Blend koriander, hvidløg, ingefær, citrongræs, chili, forårsløg, sukker, fiskesauce og kokosmælk sammen til en grøn sauce.
Kog saucen op og smag til med limesaft og salt.
Skær squashen i tynde skiver på skrå og tilsæt til saucen sammen med muslingerne og muslingernes kogevand. Lad retten koge op og simre et minuts tid, så muslingerne bliver varme.
Server mulingerne sammen med friskhakket koriander, limebåde og kokosris.
Note 1: Som altid; lad være med at være nærig, når det gælder skalddyr. Smid ud med hård hånd – dem, der ikke lukker sig, når man banker dem let mod kanten af vasken, og dem der har fået skader under transporter (knust skal). Og når muslingerne er dampede, smider man dem ud, der ikke åbnede sig i dampen. Jeg ved af bitter erfaring (jeg var teenager), at man kan blive noget så ubehageligt syg af dårlige muslinger.
Note 2: Man skærer en skive af citrongræsstænglen nederst, så det er lettere at pille de yderste, stive blade af. Når man kommer ind til den blødere del, stopper man med at pille og smide væk 🙂
Note 3: Kaffir limeblade kan købes i større supermarkeder. De tørrede blade står i poser på hylderne sammen med de øvrige asiatiske varer. Hvis ikke du kan finde dem, kan du i nødstilfælde bruge skallen af usprøjtede limefrugter i stedet.
(Opskriften er fra magasiner Mad&Venner, nummer 127, 2015)
Tjah, som jeg før har skrevet, så er det næsten umuligt at få grillede og/eller mosede auberginer til at se lækre ud på fotos. De ligner en omgang mislykkede overkogte sorte bønner…eller noget værre.
”Nå, skal du snart til at lave mad igen?” spurgte en af de dejlige kvinder, der gider læse min madblog, forleden.
Der har nemlig været stille temmelig længe på bloggen, blandt andet fordi jeg har været ude at rejse.
Men faktisk laver jeg mad stort set hver aften, jeg er hjemme, uanset om det når bloggen eller ej. Sagen er, at jeg af og til har så meget arbejde eller andre ting, jeg skal, at der ikke er tid til også at skrive opskrifter ind og uploade fotos.