Den ene af mine canastaveninder spiser ikke fisk – hvsi vi da lige undtager fish&chips, som hun faktisk ret godt kan lide. Men det der med marinerede sild kan hun ikke arbejde med.
Så hvert år til julefrokosten har jeg en god anledning til at få testet en ny paté-opskrift – så der er noget, hun kan spise, når vi andre kaster os over sild og karrysalat.
Det her var formentlig den største succes i min snack-servering for pigerne i canastaklubben til julefrokosten 2019.
Alle kunne lide parfait’en, men hold da op, hvor var det en stor portion! Der står i opskriften, at den rækker til 4 til 6 personer. Vi var seks, og jeg havde over halvdelen tilbage, da pigerne gik, og det var selvom de fleste tog to gange af den.
Den holdt sig rimeligt godt i køleskabet, men alligevel måtte jeg smide en del ud. Så næste gang bliver det kun en halv portion af nedenstående opskrift!
En parfait er egentlig en isdessert. Men i England kan ordet parfait (som er fransk og betyder “perfekt”, intet mindre) dække over en let paté, der typisk laves af ande- eller kyllingelever, og som sødes med likør.
Og sådan én er det her altså.
I det meget tidlige forår – en måneds tid efter min fødselsdag i januar – havde jeg fire venner til “forsinket fødselsdagsmiddag”. Og som altid ved den slags lejligheder benyttede jeg anledningen til at få afprøvet nogle opskrifter.
Kyllingeterrinen her var en af dem.
Som tidligere nævnt her på bloggen, så er jeg et af de ”mærkelige” mennesker, der rent faktisk kan lide tørrede bønner og linser. Ja, i grunden synes jeg, at de er rigtigt lækre.
Ikke mindst butterbeans, som bliver smøragtigt bløde og lækre, når de bliver kogt længe nok – hvilket vil sige omkring 75 minutter.