Taramasalata

Ja, her ser det jo fint ud – og det smagte også godt. Men det var altså efter en redningsaktion, hvor jeg fik hældt en masse olie fra….

I slutningen af juni havde vi otte-ni dage med fantastisk vejr. Ja, faktisk blev det næsten FOR godt med sine 29 grader hen mod slutningen af perioden (noget skal man jo brokke sig over) – og når det er så varmt, bliver jeg ikke sulten på samme måde som i køligere vejr.

Noget, jeg altid kommet til at tænke på, når det er rigtigt varmt, er taramasalata.

Ingredienser til taramasalata. Den opmærksomme læser vil se, at jeg ikke har vindruekerneolie. Jeg brugte solsikkeolie i stedet.

Taramasalata er en græsk dip eller forret, som regel en del af meze, som grækerne kalder en samling af startere (det, der hedder hors d’oeuvre på fransk og antipasti på italiensk), der er lavet af tarama, som er den saltede og tørrede rogn af torsk, karpe eller grå multe.

Nord for Alperne er saltet og tørret rogn svært at få fat i, og derfor laves taramasalata her ofte af røget torskerogn, som en er udmærket, om end ikke autentisk, erstatning.

Jeg fik taramasalata første gang som 17-årig i sommeren 1980 på ferie med min gymnasieveninde Syss. Vi var på Kreta, og jeg syntes, at mere eller mindre alt var en åbenbaring! Ouzo, retsina, bagte tomater med låg af kartoffel, moussaka, tun-bøf, taramasalata – og de græske mænd 😊

For mange ville sådan en overvældende førstegangs oplevelse have ført til en livslang kærlighed til Grækenland og mange, mange besøg i årene fremover. Men faktisk har jeg kun været i Grækenland fem gange i de forløbne 40 år. Tre gange på fastlandet og to gange på øerne.

Jeg ved ikke, hvorfor det er blevet sådan – og faktisk tænker jeg ganske ofte på, at jeg gerne vil på ferie på en lille græsk ø uden alt for mange turister…og så ender det med, at jeg tænker, at sådan én nok alligevel ikke findes.

Nå, til gengæld blev taramasalata til en livslang kærlighed.

Det er min yndlingsdip – jeg kan endda endnu bedre lide den end hummus.

I Grækenland har taramasalata denne farver – eller er lysere. Når man køber et færdiglavet taramaprodukt er det nærmest lyserødt. Jeg ved virkelig ikke hvorfor.

I november 1987 sendte min chef mig til London. Jeg var temmelig nyuddannet og havde ingen penge, så jeg var taknemmelig for en fem dages tur med DFDS og en gruppe læsere. Det var en ”juletur”, hvor man skulle se Londons juleudsmykning og shoppe.

Rejsen var for mig på stort set alle områder en katastrofe. Der var voldsom storm på vej mod England, og jeg blev skrækkelig søsyg. Jeg var dybt udmattet, da jeg nåede hotellet, men efter nogle timer besluttede jeg mig for at fejre, at jeg stadig var i live. Jeg nappede mig en rejecocktail – og fik skaldyrsforgiftning.

Jeg lå syg det meste af to dage på mit hotelværelse. Hotellet lå lige overfor King’s Cross St. Pancrass Station – og den 18. november kunne jeg ikke undgå at høre masser af udrykningskøretøjer. Jeg kunne se en af nedgangene til stationen fra mit vindue. Der var udbrudt brand i en rulletrappe – 31 mennesker omkom.

Så selvfølgelig var mine egen problemer små i sammenligning.

Jeg syntes dog, at det var temmelig uretfærdigt, da jeg den sidste dag i London (og den eneste, hvor jeg var rask) brugte det meste af dagen på at storme rundt i øsende regn med et stofstykke i hånden for at finde et tørklæde med det rette Burberry-tern til chefen (det var hans ønske, hvis jeg skulle have rejsen).

Det lykkedes at finde tørklædet. Udmattet havde jeg lige tid til at gå i et supermarked, hvor jeg til min begejstring fandt færdiglavet taramasalata. Det var godt nok helt pink – den, man får i Grækenland, er beige – men jeg købte den alligevel og spiste den med fornøjelse på værelset med brød til.

Jeg husker det som fantastisk, selvom kvaliteten helt sikkert ikke har været det. Men pyt 😊

Jeg har lavet taramasalata nogle gange selv, og synes, det smager fint. Men ikke som i Grækenland.

Forleden i varmen besluttede jeg mig for at prøve igen.

Jeg rodede på nettet efter opskrifter, og der er vildt mange. Og ikke nok med det – de er vidt forskellige. Nogle indeholder slet ikke brød, mens andre bruger masser af brød i forhold til en lille mængde rogn. De indeholder alle rogn, olivenolie og citronsaft – og de fleste også en stivelsesholdig base, oftest brød, men det kan også være kartofler eller mandler.

Jeg endte med at vælge en fra sitet greatbritishchefs.com

Den smagte bestemt godt, men DER ER ALT FOR MEGET OLIE I.

Jeg måtte simpelthen hælde den færdige taramasalata op i en si og lade olie dryppe fra, før jeg syntes, den var spiselig.

Følgende er opskriften – men læs mine noter også.

Jeg elsker retsina – og ikke kun i Grækenland. Når det bliver varmt, daffer jeg ned i Kvickly, køber en flaske og lægger den på køl. PS: Her prøver jeg at spise taramasalata med ristet rugbrød. Det er bedre med flutes!

Taramasalata (se alternativ opskrift nederst)

50 gram hvidt brød (se note 1)

100 ml mælk

1 fed hvidløg, presset

125 gram røget torskerogn (se note 2)

2 tsk dijonsennep

Salt

3 spsk vand

225 ml vindruekerneolie (note 3)

3 spsk god olivenolie

1 citron (note 4)

peber

Udblød brødet I mælken. Mens det ligger der og udbløder, blender du rognen med sennep, salt og vand i en food processor. Så tager du brødet op, knuger det fri for mælk og kommer det i blenderen.

Mens massen kører i blenderen, tilsætter du lidt ad gangen vindruekerneolien – og til slut olivenolie.

Indtil da gik det ret fint for mig, synes jeg.

Men så skal man presse citronen og tilsætte saften til massen i blenderen. Og så blev det tyndt og træls, og olien svømmede rundt….

Kommer du ud for det, selvom du bruger mine reducerede mål, så gør, som jeg gjorde; hæld rognmassen i en fintmasket si og lad en masse af olien dryppe fra, indtil du har en rimelig fast masse (á la hummus). Jeg hældte massen tilbage i blenderen med de 75 gram torskerogn, som var blevet tilbage i dåsen, og kørte det hele i blenderen igen. Så blev det okay.

Smag til med peber, hæld det i en skål, dæk med film, og sæt i køleskabet, indtil du skal bruge det.

Taramasalata spises med brød.

Note 1: Det var den opskrift, jeg kunne finde, der brugte mindst brød. Det troede jeg var godt. Men når jeg tænker på, hvor flydende den blev, kan det godt være, at den opskrift, der brugte 300 gram brødkrumme til 100 gram rogn var bedre…..prøv dig frem.

Note 2: Der var 200 gram rogn i den dåse, jeg åbnede, og jeg endte med at bruge det hele for at få massen tykkere.

Note 3: Ja, jeg tror jo, at 150 ml olie er rigelig. Prøv med det i første omgang. Du kan altid tilsætte mere senere.

Note 4: Prøv med saften fra en halv citron først. Du kan altid tilsætte mere.

(Opskriften stammer fra greatbritishchefs.com)

Alternativt

Opskriften her er fra en græsk kogebog. Fremgangsmåden er den samme som ovenfor.

100 gram rogn

300 gram tørt hvidt brød uden skorpe, udblødt i vand og knuget fri for væde.

170 ml olivenolie

Saft af 2 citroner

1 revet rødløg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *