I foråret 2024 var jeg i England, nærmere bestemt i Sherborne, til møder i den forening, Douzelage, som jeg har arbejdet med og i siden 1992.
Under en nærmest syndflodsagtig regnbyge dagen før vi skulle til de første møder, søgte jeg sammen med mine to veninder, Marlene og Jette, tilflugt i Sainsbury, hvor vi tilbragte en rum tid med at ose – og foretage nogle geniale køb.
Ud over det geniale i at købe færdigbladende gin & tonics på dåse (dem drak vi hjemme på Jettes og mit værelse ovenover pubben, mens Marlene tørrede sin våde sweater på radiatoren), så købte jeg også TikTok-sensationen Fourth Wing på tilbud (den blev jeg senere helt fordybet i) og (nu kommer det relevante) kogebogen “Seriously good toast”, også på tilbud.

Det er få kogebøger, jeg har afprøvet så mange opskrifter i, som den. Og mange af dem er af den slags, hvor man egentlig ikke behøver en opskrift, hvis man ellers havde fået idéen selv. Det handler nemlig om “toppings” – eller med andre ord: Hvad man kan komme ovenpå et stykke ristet brød og kalde det aftensmad.
Jeg er ofte ikke særlig sulten efter en lang arbejdsdag – og jeg gider heller ikke rigtigt lave en masse mad. Og så er de her toasts geniale. Nu lægger jeg en stribe af dem ind. Det er ikke dem alle, jeg har fotograferet – men dem, jeg har, får I her på bloggen.
Catalansk spinat med pinjekerner
(2 personer)
1 spsk ekstra jomfruolivenolie, plus lidt ekstra til at dryppe over
1 fed hvidløg, fint skåret i skiver
1 skalotteløg, finthakket
2 spsk rosiner
1 spsk pinjekerner
2 tykke skiver surdejsbrød
160 g babyspinat
en smule sherryeddike
et lille dryp flydende honning
salt og friskkværnet sort peber
Varm olien i en stor pande, tilsæt hvidløg og steg forsigtigt, til skiverne er gyldne. Tag dem derefter op med en hulske og kassér dem.
Tilsæt skalotteløg til panden og lad det stege i cirka fem minutter, til det er blødt. Kom rosiner og pinjekerner ved og lad det stege et par minutter mere.
Imens dryppes brødskiverne med lidt olie, og de ristes gyldne på begge sider, enten under grillen i ovnen eller på en grillpande.
Spinat kommes på panden til rosiner og pinjekerner og vendes hurtigt rundt, til den lige akkurat begynder at falde sammen. Krydr godt med salt og peber, tilsæt et stænk eddike og en smule honning, og rør det sammen.
Fordel blandingen på de varme skiver surdejsbrød og dryp med lidt ekstra olie.
PS: Jeg spiste hele portionen til to personer….der var noget spinat til overs, som jeg spiste uden brød: Det var også godt.
(Opskriften er fra “Seriously good toast” fra 2015)
