Alle indlæg af admin

Råvarer lykke-chok

grøntsager
Denne kasse stod så lige udenfor min hoveddør i dag. Dejligt 🙂

Når man som jeg bor i lejlighed og altså hverken har grønsagshave, frugttræer eller bærbuske, er det allerbedste folk kan give én (hvis altså man bryder sig om at lave mad!) råvarer fra deres have i sæsonen.

Mine kortspilsveninder er før kommet med for eksempel en stor stok grønkål, et kæmpe bundt basilikum eller timian, en lille pose hasselnødder eller en dåse småkager (nå ja, det er ikke en råvare, men det er noget, jeg ikke er god til selv). Og det er dejligt.

I dag, søndag, åbnede jeg min dør på 1. sal for at gå ned og hente min søndagsavis (som avisdrengen af en eller anden grund altid smider udenfor på trappen) – og var lige ved at falde over en hel kasse med hindbær og grøntsager.

Så er det altså meget tæt på et besvimelsesanfald af lykke!

Kassen blev leveret til døren af min daglige chef, Anette. Ikke fordi hun selv slaver i haven, men fordi hendes forældre tilsyneladende har en stor og velpasset have. Det er nemlig ikke første gang i årenes løb, at jeg har fået en kasse fra familien.

For mig, der er single, er det desuden dejligt, at der er “lidt af hvert” i kassen – og for eksempel ikke otte kilo rødbeder, som jeg ikke ville kunne få brugt. Eller masser af bønner/ærter. Jeg har nemlig kun en mindre fryser over mit køleskab og altså ikke en kummefryser.

Jeg havde spurgt på hindbærrene, som jeg skal bruge til en dessert på fredag (ja, ja, den opskrift skal nok komme efterfølgende!) – men rødbeder, dild, salat, bønner, ærter, grønkål, gulerødder og squash var “sidegevinster”.

Så husk det – hvis du ejer en grønsagshave, et dejligt æbletræ, et hasselnøddehegn eller et brombærkrat, så spørg næste gang du bliver inviteret hjem til nogle venner (der bor i lejlighed eller ikke selv dyrker noget) på middag, om de kunne tænke sig en leverance. Det kan være, at du slipper helt gratis om ved værtindegave eller lignende, fordi han/hun du besøger meget hellere vil have naturalier 🙂

ærter
Den eneste måde, jeg kan lide ærter – små, friske og lige fra bælgen. Så jeg spiste ærterne fra kassen som snack om eftermiddagen.

Svinkløv Badehotel

Svinkløv
Charmerende Svinkløv Badehotel.

 

Min veninde Jette (faktisk har jeg tre veninder, der hedder Jette – meget forvirrende – men hende her er den eneste, der er journalist) og jeg er ved at skabe os en sommer-tradition, hvor vi hvert år tager på udflugt sammen og spiser frokost. Det skal først og fremmest være “mad-lækkert” (vi er begge meget glade for god mad), men selve stedet må da også gerne være lækkert.

Det var det så i hvert fald i år, hvor vi var på Svinkløv Badehotel.

En del af traditionen er at vi kører stille og roligt derud af i Jettes jaguar fra 1987 – det er superhyggeligt – så det tog os to timer i flot sommervejr at komme til badehotellet ved Fjerritslev. Jette havde været der for 15 år siden til kaffe med mand og svigerforældre, jeg havde aldrig været der før.

Læs videre Svinkløv Badehotel

Antikvariske bøger

Mange af de kogebøger, jeg bringer opskrifter fra er enten så gamle eller blev udgivet i så små oplag, at de nu kun kan fås antikvarisk.

En del af dem kan lånes på biblioteket, men da der sprøjtes kogebøger ud en masse, kan bibliotekerne jo ikke have det hele stående.

Forleden fik jeg tilsendt et særdeles brugbart link fra Karin, der er mor til min tidligere praktikant Astrid.

Linket er til en portal, hvor man kan søge blandt 1.684.000 antikvariske / brugte bøger i Skandinavien, hos 91 antikvariater fra Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Jeg har for eksempel lige bestilt Elizabeth Davids “Middelhavsmad” i en udgave, der beskrives som “i pæn stand”, til 100 kroner.

http://www.antikvariat.net/

Lidt om bouillon – og en suppe

Bennys suppe
Hurtig og nem courgettesuppe – og så er den ret fedtfattig.

Jeg kom lige i tanke om en anden courgettesuppe, jeg kan – én, der er meget hurtigere at lave end den, jeg allerede har beskrevet her på bloggen.

Og nemt var netop, hvad jeg søgte efter i aften, fordi jeg havde været på udflugt hele dagen. Jeg havde heller ikke lige alverden i køleskabet, bortset fra resterne af de mange squash, jeg fik for nylig af nogle bekendte. Resten af ingredienserne i suppen er noget, jeg altid har – og som jeg tror, at de fleste, der kan lide at lave mad, også har ved hånden. Måske lige med undtagelse af de syltede, grønne peberkorn. Men altså – når man først har anskaffet dem, holder de helt umådeligt længe, og de rækker langt.

I suppen er der naturligvis også bouillon, i dette tilfælde hønsebouillon.

Læs videre Lidt om bouillon – og en suppe