
Der er en anden fiskeburger-opskrift her på bloggen, for jeg kan mægtigt godt lide fisk på den måde.

Nå ja, nu kan jeg i det hele taget lide fisk – og burgere 🙂 Jeg kan såmænd også både lide vegetarburgere, klassiske okseburgere og kyllingeburgere.
Lige i tiden er burgere så ikke ”in” i kogebøger, fordi man nu ikke skal spise brød mere – eller i hvert fald kun sådan noget stenalder-noget, som stort set udelukkende består af nødder og kerner.
De boller, jeg har brugt her, var de største, mest fiberrige og fedtfattige, som jeg kunne finde. Og de smagte faktisk forbløffende godt.


Fiskeburger med broccolicreme
(4 personer)
400 gram broccolibuketter
0,5 liter vand
100 gram Pikantost (originalopskriften siger Pikant Light, men det gider jeg ikke spise)
1 tsk groft salt
Friskkværnet peber
500 gram langefilet uden skind (se note 1)
2 tsk fintrevet citronskal
2 spsk smør/olie
50 gram cashewnødder (se note 2)
2 æbler i tynde skiver
2 spsk friskpresset citronsaft
4 fuldkornsboller
100 gram rensede salatblade
6 flækkede, syltede agurker (mine var hjemmesyltede i skiver, men du kan købe syltede agurker på glas – ikke de små lillefingertykke cornichoner!)
Broccolicreme: Kom broccolien i en gryde med kogende vand. Kog den uden låg i cirka 5 minutter. Lad broccolien dryppe af i en sigte. Blend broccoli med ost, salt og peber til en creme.
Fjern eventuelle ben fra lange-fileterne. Drys den ene side af filterne med citronskal og del dem i 4 lige store stykker (eller 8, hvis det er nemmere. Man kan godt lægge 2 stykker på hver burger). Lad fedtstoffet blive gyldent i en pande og steg fiskestykkerne ved jævn varme, cirka 3-4 minutter på hver side. Start med den side, der er drysset med citronskal. Tag fisken op og hold den varm.
Tør panden af. Rist nødderne ved kraftig varme i cirka 2 minutter og derefter ved jævn varme i cirka 3 minutter, vend rundt i nødderne af og til.
Vend æbleskiverne i citronsaft. Rist bollerne, flæk dem og smør med broccolicreme.
Læg bollerne sammen om salatblade, æbler, cashewnødder, syltede agurker og de lune langefileter.
Note 1: Man kan erstatte lange med torsk, kuller eller sej. Det er lyssej, du ser på mine fotos.
Note 2: I Kvickly finder man de usaltede cashewnødder i grønsagsafdelingen, hvor de hænger på et stativ i poser – sammen med andre poser med økologiske nødder og tørrede frugter. Nu skal du så ikke lige bruge usaltede jordnødder i denne opskrift – men skulle du komme ud for at skulle bruge dem, er din eneste mulighed i Kvickly i Holstebro, at købe de hele jordnødder (de ser sjove ud og er nemme at knække) i den store afdeling med øko-varer så som ris, pasta, tofu, olie m.m. Det kom jeg så lige i tanke om, fordi jeg i dag mødte en dame, der ledte efter dem blandt de andre nødder….men nej, så logisk er det skam ikke opbygget!
(Opskriften stammer fra ”Alle tiders Karoline” udgivet af Arla i 2012)
