Gløgg-test 2: Vin chaud (Frankrig)

Vin Chaud i et Kvicklyglas, hvor man faktisk næsten ikke kan ane den lille brunkagemand, der bor i glassets midte. Det skal nok være en hvid gløgg for at det er sjovt…

Den franske pendant til mulled wine hedder Vin Chaud. Altså slet og ret varm vin.

Den var kun marginalt bedre end den engelske på den første dag – men blev faktisk væsentligt bedre af at stå og trække og blive varmet op på dag to.

Jeg havde brugt en okay rødvin og en god vodka til den engelske version – ude at det blev særligt godt af det. Så da jeg faldt over David Lebovitz franske gløgg, tænkte jeg, at nu ville jeg “go cheap”.

Lebovitz er amerikaner og blogger, men har arbejdet på flere restauranter i Frankrig. Han fortæller, at han spurgte sin køkkenchef, hvilken rødvin man skulle bruge til vin chaud, og køkkenchefen svarede: “Den billigste, du kan finde i supermarkedet”.

En billig fransk rødvin. Måske skulle man ofre en anelse mere….

Ifølge Lebovitz er det sådan, at enhver fruity rødvin (Merlot, Gamay, Grenache eller Pinot Noir dur). Well, min var i hvert fald fransk og billig.

Det var brandyen også. Den var spansk og én, jeg havde i skabet til at flambere med…

Lebovitz siger, at man i Frankrig lader krydderierne være i væsken (man sir den altså ikke), og så drikker folk bare udenom. Så da jeg lod den stå natten over med krydderierne i, skete der næsten et mirakel. Nå ja, i hvert fald var den på andendagen markant bedre end den første dag.

Den er en anelse mere sød end den engelske (test gløgg 1), men stadig med lidt støvet og lidt spruttet smag. Dagen derpå var sprutten blevet brændt af, tror jeg, af de to gange opvarmning, og det klædte den! Og så havde den trukket noget varme og bid fra den friske ingefær, som også var i.

Tre ud af seks stjerner

Vin chaud

1 flaske rødvin

1 stjerneanis

2 skiver ingefær (der ingen grund til at skrælle dem – jeg brugte skiver på cirka 1/2 centimeter)

3 grønne kardemommekapsler (lidt knuste)

3 nelliker

Et par vrid med peberkværnen

60 ml mildt-smagende honning

60 ml Pear Wiiliams eller en anden eau-de-vie eller en cognac eller brandy.

Hæld vinen i en gryde med belægning af rustfrit stål. Tilsæt krydderier og honning og varm det op, til det simrer let. Sluk for varmen og lad det stå i 15 minutter.

Varm vinen op igen, indtil den er dampende varm. Sluk for varmen og tilsæt eau-de-vie eller brandy.

Hæld op i glas, der tåler varme.

(davidlebovitz.com)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *