Mørbradgryde/”den lyserøde”

Uh, det er godt 🙂 Rigtig comfortfood. Godt med ris, endnu bedre med kartoffelmos.

Åh, det her var godt! Mums!

Men det vidste jeg nu godt, det ville være, da det for en gangs skyld ikke var en ny og spændende opskrift, jeg kastede mig ud i.

Det er for mig ikke mormormad, men mormad 🙂

Den her er fra Coop Opskrifter (af Ditte Ingemann) fra 2016, men i min familie går mørbradgryden under navnet “den lyserøde”, og er meget, meget ældre.

Jeg er 62, og jeg er ret sikker på, at retten også eksisterede, da jeg var 10, og min søster var fem.

Vi elskede den ret, da vi var børn. Hvis mor spurgte, hvad vi gerne ville have i weekenden (i hvert fald i vinterhalvåret), så sagde vi “den lyserøde”!

Min mor var vildt god til at lave mad, men pengene var ofte små, så jeg mener at kunne huske, at hun ind imellem brugte løg, cocktailpølser og champignon fra glas/dåse. Altså, vi klagede bestemt ikke, men jeg vil nok anbefale rigtige løg og champignon i dag.

Vi fik altid retten med kartoffelmos, for det var vores mor supergod til at lave. Det er min søster og jeg faktisk også, når jeg nu selv skal sige det 🙂

Bacon fedtet er det, man steger resten i. Og det er lækkert 🙂 Så sørg for en god øko-bacon, der afgiver noget fedt.

Men det ER bare lettere en arbejdsdags aften at smide en pose ris i en gryde, så det gjorde jeg.  Og det var altså også godt.

I en tid, hvor oksekød koster det hvide ud af øjnene, og jeg forleden var ved at få et hjerteslag, da jeg hørte prisen på hakket lam, så var svinemørbrad i tern hos slagteren faktisk aboslut overkommeligt.

Retten tager cirka fem kvarter at lave.

Så er der kommet tomat, paprika og fløde i, og retten begynder at få den der orange-lyserøde farve 🙂

Mørbradgryde

(4 personer – jeg lavede halv portion, og der var faktisk til tre gange, såeh…)

150 g bacon i skiver
2 løg
150 g champignoner
1 svinemørbrad (cirka 450 g)
150 g wienerpølser (jeg brugte cocktailpølser, som min mor gjorde)
3 gulerødder i tern
2 spsk. tomatkoncentrat
1 spsk. paprika eller efter smag
1 dåse hakkede tomater
3 dl piskefløde
salt
peber
timian

Skær baconskiverne i små stykker. Hak løgene fint, og skær de rengjorte champignon i skiver.

Svits baconen i en stor gryde, og tilsæt løg og champignon, når baconen har afgivet lidt fedt.

Skær mørbraden ud i grove tern, og svits kødet i gryden, til det har fået lidt stegeskorpe. Skær pølserne i små stykker, og lad dem brune en smule af sammen med kødet.

Tilsæt tomatkoncentrat og paprika, og svits det i gryden et minuts tid, inden du tilsætter gulerødder, hakkede tomater og fløde.

Lad retten simre under låg i cirka 30-35 minutter. Smag til med salt og peber.

Drys med frisk timian inden servering, og server eksempelvis kogte ris eller kartoffelmos til retten.

(Coop Opskrifter, Ditte Ingemann)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *