
Kort før jul opdagede jeg hos slagteren, at de havde et gratis magasin, We Meat (haha), med en opskrift på leverpostej.
Jeg havde aldrig prøvet selv at lave leverpostej før. Det vildeste har været, når jeg har købt en ikke-bagt postej hos slagteren og så har bagt den til julefrokost. Dejlig duft i huset – og lun leverpostej er næsten altid et hit.

På min arbejdsplads er lun leverpostej er kæmpe hit stort set året rundt. Når der er én, der giver rundstykker/franskbrød – og der er der ofte, fordi det er der tradition for til fødselsdage – inkluderer det næsten altid lun leverpostej, som især mændene skovler store mængder af op på rundstykkerne på deres tallerken.
Nå, “det skal da prøves”, tænkte jeg, da jeg havde læst opskriften, som så nem ud.
Det er den også. Så nem som at klø sig i nakken. Især fordi slagteren spurgte, om jeg skulle lave leverpostej, da jeg udbad mig spæk og svinelever – og så hakkede han det for mig 🙂
Nedenstående portion gav to store og en lille leverpostej. Den ene store bagte jeg med det samme for at tjekke, om jeg kunne udsætte min familie for den 1. juledag, men jeg frøs de andre.
Leverpostejen var super lækker! Det synes familien også, da jeg bagte den anden hjemme hos far den 25. december.


Leverpostej
(giver lige godt to store bakker leverpostej)
300 gram svinelever
20 gram spæk
1 løg
20 gram ansjoser
40 gram hvedemel
2,5 dl fløde
30 gram smør
2 æggeblommer
2 tsk. salt
1 tsk peber
1 tsk timian
0,5 tsk allehånde
Hvis lever og spæk ikke allerede er hakket, skal det hakkes. Hak det eventuelt to gange, hvis du vil have en meget fin struktur i leverpostejen (det vil jeg ikke).
Ansjoser og løg hakkes meget fint og blandes med lever og spæk.
Derefter tilsættes æggeblommer, salt, peber, allehånde og timian.
Smelt smørret i en gryde og tilsæt hvedemelet og rør, indtil det er en fast masse (som når man laver en opbagt sovs). Derefter tilsættes fløde lidt ad gangen, imens der piskes. Når flødesovsen er kølet af, røres den sammen med levermassen.
Kom den færdige masse i alubakker (eller i et ovnfast fad – alubakkerne er bare nemmere at fryse, hvis du ikke skal bruge det hele med det samme!) og bag leverpostejen ved varmluft i 50-60 minutter i vandbad ved 180 grader (se note 1).
(Opskriften er fra mesterslagterens blad, “We Meat”, nummer 5, 2020)
Note 1: Hvis man fryser leverpostejen og tager den frossen ud, når den skal bages, skal man lægge 15 minutter til bagetiden. Så skal den altså have 65-75 minutter i vandbad.