Det her var SÅ lækkert. Og smagen var overraskende på den gode måde. Bare et hint af kardemomme.

Jeg havde læst en artikel om alle de gode egenskaber i kål og kom til at tænke på hvidkålssuppe, som min farmor lavede ganske ofte.

Jeg søgte på nettet – og stor var min overraskelse, da jeg fandt en hjemmeside fra Kirsten Skaarups hånd. Så vidste jeg, at det ville blive godt!

Jeg er ret sikker på, at jeg har skrevet det her før – men jeg skriver alligevel historien igen. Da jeg startede på journalisthøjskolen i Århus i foråret 1983, var jeg mildest talt ikke nogen køkkengudinde.

Min viden om mad var minimal – og det interesserede mig heller ikke så meget, bortset fra at jeg godt kunne lide at spise lækker mad, naturligvis. Det kommer der af at vokse op i et hjem, hvor det fælles aftensmåltid var dagens højdepunkt.

Efter en måneds tid, hvor jeg pendlede frem og tilbage til Horsens og derfra med bus til Ølsted, var jeg grundigt træt af det. Jeg kunne aldrig blive og være med til alt det sjove, fordi jeg skulle nå et tog.

Og så flyttede fem af os sammen i kollektiv i Århus. De fire af os gik i samme klasse, mens Peter gik i en parallelklasse. Tre drenge, to piger – i cirka halvandet år inden vi skulle i praktik. På anden del boede vi også sammen et år, men da var der blevet skiftet lidt ud og vi var blevet seks, nu tre af hvert køn.

De andre var bedre til at lave mad end mig. Men jeg var jo nødt til at finde ud af det, for man havde en madaften hver uge (fredag og lørdag var “fri”), så jeg købte to kogebøger – “God mad let at lave” og Kirsten Skaarups “Vegetarisk køkken”.  Et halvt år senere købte jeg også “Vegetariske festmiddage”. For vegetarmad var in, kød var dyrt – og jeg var SÅ træt af de samme tunge champignonpatéer til hver eneste fest.

Jeg har stadig alle tre, nu grundigt slidte, kogebøger. Eftersom Kirsten Skaarup udgav “Vegetariske festmiddage” i 1980, og jeg forestillede mig, at hun da måtte have været mindst 30, da hun gjorde det, havde jeg faktisk ikke troet, at en dame på den alder havde en blog.

Men det har den nu 81-årige Kirsten Skaarup faktisk – og den er virkelig god! Jeg kan varmt anbefale, at man tjekker kirstenskaarup.dk

Hendes hvidkålssuppe er out of this world! Den tager cirka 45 minutter at lave inklusive snitte-/forberedelsesarbejdet.

Smagen er overordentlig tilfredsstillende 🙂 Man får en fornemmelse af, at man er i fuld gang med at booste kroppen og fylde den med vitaminer til at kæmpe mod alle vinter-sygdomme.

Hvidkålssuppe med kardemomme og valnødder

(4 personer)

6-7 kardemommekapsler eller 1 tsk stødt kardemomme (se note 1)

100 g løg

4 fed hvidløg

150 g renset porre

3 spsk olivenolie

150 g linser (kan erstattes af bønner eller kikærter)

cirka 1 liter grøntsagsbouillon

200 g kartofler

200 g gulerødder

½ kg hvidkål (kan erstattes af savoykål eller spidskål)

2-3 spsk tamari, salt, friskkværnet peber

2 dl afdryppet yoghurt (se note 2)

50 g valnødder

1 bundt dild eller anden krydderurt

eventuelt ristet rugbrød

Tag kardemommefrøene ud af kapslerne og stød dem i en morter.

Hak løg og hvidløg. Snit porren.

Svits de fire ting i olien 5-6 minutter.

Tilsæt linserne og ¾ liter bouillon. Bring suppen i kog og kog den 12 minutter.

Skær kartoflerne i terninger og tilsæt dem. Kog suppen endnu 5 minutter.

Skær gulerødderne i skiver og hvidkålen i terninger. Kom dem i gryden.

Kog suppen endnu 5 minutter.

Tilsæt eventuelt mere bouillon.

Smag godt til med tamari, peber, eventuelt lidt salt samt kardemomme.

Servér suppen portionsvis med en skefuld yoghurt, hakkede valnødder og klippet dild på toppen.

Giv gerne ristet rugbrød til suppen.

(fra bloggen kirstenskaarup.dk – opskriften er fra november 2025)

Note 1: Jeg vil gerne anbefale, at man anskaffer sig hele, grønne kardemommekapsler, hvor man så kan tage frøene ud, hvis opskriften kræver det. Nogle gange – især i indisk mad – kommer man bare hele kapslen i. De holder smagen bedre end pulveret, og jeg synes faktisk også, at det smager bedre, men måske er det en indbildning.

Note 2: Faktisk skriver Kirsten Skaarup “planteyoghurt” (jeg ved ikke, om hun er veganer), men det gider jeg ikke spise, og det smagte skønt med almindelig græsk yoghurt i. I øvrigt – lad være med at udelade yoghurt, dild og/eller valnød. Det giver virkelig det lille ekstra lækre pift.