Pasta med græskarkernepesto

Ja, det ser jo ikke ud af så meget – men pestoen er skøn og anderledes, fordi den er lavet med græskarkerner.

De opskrifter, jeg finder i diverse aviser, er i to grupper – enten er det “weekend-opskrifter”, der tager to til fire timer at lave (især om vinteren nyder jeg at opholde mig i køkkenet lørdag eller søndag eftermiddag) – eller også er det superhurtige opskrifter, der skal testes på en hverdag, hvor jeg ikke gider bruge mere end 25-45 minutter på at lave mad.

Den her opskrift hører til blandt de sidstnævnte. 25 minutter tog det. Og det smagte supert!

Den er sjov, fordi græskarkerner giver en mere nøddeagtig og mørk smag end klassisk pinjekernepesto. Og så mætter den godt.

Pasta med græskarkernepesto

4–6 portioner

Salt og peber
2 fed hvidløg, pillede
450 g fusilli eller anden kort pasta
50 gram græskarkerner  + lidt ekstra til drys
1 stort bundt basilikum (cirka 110 g)
– blade og de fine stilke
65–70 g fintrevet parmesan + ekstra til servering
1 dl ekstra jomfru olivenolie
250 g cherrytomater, halverede (valgfrit)

Bring en stor gryde vand i kog og salt godt.
Kom hvidløgsfeddene i det kogende vand i 30 sekunder.
Tag dem op med en hulske og læg dem i en foodprocessor eller blender. (Det runder smagen af, så pestoen ikke bliver skarp.)

Kog pastaen al dente i samme vand.

Kom græskarkerner samt en knivspids salt og peber ned til hvidløget. Blend til det er meget fintmalet. Skrab siderne ned.
Tilsæt basilikum. Tag 0,6 dl pastavand og hæld over basilikummen.
Blend til en grøn pasta. Tilsæt parmesan og olivenolie.

Kør kort, til det netop er samlet. Smag til med salt og peber.
Den må gerne have lidt kant.

Hæld pastaen i en si.
Skyl den under koldt vand, til den er stuetemperatur.
Ryst den tør og kom den tilbage i gryden. Vend pestoen i.
Tilsæt tomater, hvis du bruger dem.
Rør godt rundt. Smag til med salt og peber.

Drys med ekstra græskarkerner og parmesan.

Kan serveres med det samme
eller opbevares på køl i op til 5 dage.

(Genevieve Ko for New York Times, 31. august 2022)

Note: Man kan godt gøre lidt mere….og det har jeg tænkt mig at prøve næste gang. Man kan for eksempel riste græskarkernerne tørt på en pande i 3–4 minutter, til de begynder at poppe let og dufte nøddeagtigt. Køl dem af, før de blendes. Det giver dybde og mere varme i smagen.

Man kan også tilsætte syre – rør 1–2 tsk citronsaft i til sidst.

Og endelig kan man give den en anelse varme med en knivspids chiliflager eller et par dråber god chiliolie i pestoen. Ikke stærkt – bare nok til at den “løfter”.

.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *