
Hurtig – ikke over en halv time, for kyllingen er jo tilberedt i forvejen. Det her er sådan en hvad-gør-jeg-med-kylling-rester-opskrift.
Retten smager godt. Ikke sensationelt, for det kan det ikke blive til hver aften – i hvert fald ikke i mit hjem – men bare rigtigt godt og trygt 🙂

Quinoasalat med kylling, mandler og avocado
(4–6 personer)
-
340 g tricolore quinoa, skyllet grundigt og drænet (se note 1)
-
1 lille skalotteløg eller et stykke løg, finthakket
-
3 spsk sherryeddike
-
1 spsk dijonsennep
-
80 ml ekstra jomfruolivenolie
-
Salt og friskkværnet sort peber
-
cirka 300 g tilberedt kyllingekød, pillet i grove stykker (jeg brugte 200 gram til den halve opskrift – det var fint)
-
100 g tørrede tranebær
-
2 store håndfulde bredbladet persille, grofthakket
-
60 g ristede, saltede mandler, grofthakkede
-
1 avocado, udstenet, skrællet og skåret i tynde skiver
Bring en stor gryde med rigeligt saltet vand i kog. Tilsæt quinoaen og kog den under lejlighedsvis omrøring, til den er mør, 10–15 minutter.
Imens piskes skalotteløg, sherryeddike, dijonsennep, olivenolie og en god knivspids salt og peber sammen i en stor skål. Når quinoaen er færdig, drænes den grundigt og vendes straks i dressingen sammen med kylling, tranebær og persille. Vend forsigtigt, til det hele er godt blandet og quinoaen er kølet lidt af, og smag til med salt og peber.
Fordel salaten på tallerkener og top med mandler og avocado.
Tip
Det er hurtigst og nemmest at skylle korn i en sigte: Skyl under koldt vand, mens du ryster sigten let, og lad derefter kornene dryppe godt af. Quinoa bør skylles grundigt for at fjerne saponiner, som kan give en bitter eller sæbeagtig smag. Da det er svært at få smag ind i korn, når de først er kogt, er det en god idé at salte kogevandet godt.
Note 1: Jeg har aldrig set tricolore quinoa i Danmark. Enten køber man rød, sort eller hvid quinoa. jeg syntes, det var lige vildt nok at købe alle tre og blande, så jeg nøjedes med den, jeg bedst kan lide – den sorte. Det var rigtigt fint. I øvrigt også koldt dagen derpå.
(Opskriften er af Genevieve Ko, New York Times)