Som regel er de nemme at gå til, de ser godt ud på tallerknen, og de mætter på en god, let måde.
Jeg er klar over, at der er en del – især mænd – som ikke mener, at de kan blive mæt af en salat. Og måske er det rigtigt. Men jeg er glad for, at jeg kan 🙂 Især på en varm sommer eller sensommer-dag.
Det her er usædvanlig nem sommermad. Det tager faktisk kun den tid, som det tager at grille kyllingen på udendørs grill eller på en grillpande indendørs – resten kan man gøre klar, mens kyllen bliver gennemstegt.
Jeg kan godt lide lette madsalater, men okay – den ville have været endnu bedre, hvis solen brændte ned, og man var nødt til at have et glas isvand stående ved siden af hvidvinen. Det må forblive en hed drøm.
I stedet har det øsregnet hele dagen, der har været omkring 13 grader, og jeg har fejret sommeren ved først at være på arbejde og skrive om kultur og fritidsudvalgets beslutninger på det sidste møde inden deres sommerferie – og siden svede i motionscentret.
Ikke så festligt.
Men salaten, den ser da festlig ud.
Og jeg kan se, at sommeren først for alvor bragede igennem 4. juli sidste år, så jeg venter spændt. Jeg skal så mange sjove og gode ting i juli og august, så det kunne være skønt med seks ugers varme, som vi havde sidste år. Så pyt med juni….
Kyllingesalat med jordbær
(4 personer)
4 kyllingebryster (med eller uden skind – jeg køber dem altid uden skind hos slagteren)
0,5 spsk olie til pensling
salt og peber
2 hjertesalat eller et mini-romaine
400 gram jordbær
100 gram blåbær
1 potte frisk basilikum
Dressing
1 spsk vineddike
2 spsk koncentreret hyldeblomstsaft
2 spsk koldpresset rapsolie (den bornholmske er god)
evt. groft brød til
Pensl kyllingefiletterne med olie, krydr med salt og peber og grill dem til kødet er gennemstegt – cirka 6-8 minutter på hver side.
Skyl salaten og slyng den tør (eller dup den tør i et rent viskestykke). Skyl, nip og halver jordbærrene. Vend salat med jordbær, blåbær og basilikumblade.
Rør ingredienserne til dressingen sammen og vend forsigtigt i salaten.
Skær kyllingebryster i skiver og anret med salat. Server med brød.
(Opskriften er udviklet af Lone Kjær for www.sæson.dk)