Når jeg bare ikke orker at bruge lang tid i køkkenet, men alligevel er sulten, har jeg nogle “fastfood-retter” på mit repertoire.
To af retterne af spaghetti-retter, og ingen af dem tager meget længere at lave, end den tid pasta’en skal koge.
Begge retter er vegetariske – men de kan begge sagtens spises som tilbehør til for eksempel et stykke grillet kylling eller en laksebøf.
Squash, courgette, zucchini – kært barn, mange navne. Men alle navnene tilhører den grønne agurke-lignende frugt, som ikke smager af ret meget, og som gror som død og torden og trives glimrende i danske drivhuse.
For en del år siden spurgte en kollega mig, nærmest i panik, om ikke jeg havde nogle gode squash-opskrifter? Han og kone havde fået nyt, stort drivhus til sommeren, og det havde de fejret med at sætte adskillige sqaush-planter, og da vi nåede til sensommeren havde de mange, mange, mange flere squash end de kunne spise.
For ikke at tale, at de var løbet tør for ideer.
Jeg har tre squash-opskrifter, som jeg bliver ved med at vende tilbage til. Den ene er på en pizza, og den får I en anden gang, når jeg skriver om mine tre favorit-pizzaer 🙂
Som regel ved jeg flere dage ud i fremtiden, hvad jeg vil lave til aftensmad.
Det ved jeg, fordi jeg laver madplaner – blandt andet for at få brugt alting og undgå madspild.
Men der er nogle enkelte ting, som jeg lige pludselig kan få lyst til – og jeg lader mig i høj grad styre, når en af de “lyster” kommer over mig.
I dag gik jeg for eksempel og tænkte på, i hvilken bog det nu var, jeg havde en bestemt tærte-opskrift, da hvidvinsdampede muslinger med fløde pludselig tikkede ind på lystavlen.
Og så var der ikke noget at gøre. Jeg MÅTTE have dem.
Jeg “opdagede” flødekartofler, da jeg var 20-21 år.
Jeg boede i kollektiv i Århus med blandt andet Else, og vi gik klasse på Journalisthøjskolen med Ulla, som boede sammen med sin bedste veninde, Lisbeth. Ulla og Lisbeth spillede canasta, noget de gerne fortalte om – og på et tidspunkt fik Else og jeg sagt, at det ville vi da gerne lære.
Jeg har spillet canasta lige siden – i forskellige grupperinger – så det er efterhånden i 30 år med et godt kortspil, hvor man ikke spiller om penge 🙂
Den første gang, vi skulle mødes privat hjemme hos Ulla og Lisbeth (hvor husholdet også talte en enorm kanin, der bare hed Ninen), skulle vi naturligvis have noget at spise. Vi var såmænd ikke mindre interesserede i mad dengang, end vi er i dag – men vi havde MEGET færre penge. Jeg kan huske, at vi diskuterede, om vi skulle bruge penge på kød, men blev enige om, at det havde vi simpelt hen ikke råd til.