
Det her var egentlig en opskrift til en nytårsaften, men jeg brugte den som forret til vores canasta-julefrokost, og jeg tror faktisk, at det var den største succes. Fadet blev totalt ryddet!

Det her var egentlig en opskrift til en nytårsaften, men jeg brugte den som forret til vores canasta-julefrokost, og jeg tror faktisk, at det var den største succes. Fadet blev totalt ryddet!

Her under coronakrisen (vi skriver nu den 3. maj, og jeg har siddet hjemme siden 12. marts) har jeg blandt andet brugt noget af tiden på at gennemgå min rodede notesbog med opskrifter, jeg enten aldrig har prøvet, men bare har gemt, eller opskrifter, som jeg har fået fra andre efter at have spist maden/kagen hos dem.
Dette er én af sidstnævnte.
Jeg ved, at det er min veninde i København, Sørine, der har lavet retten mig, for det står der. jeg formoder, der var i 2009, enten før eller efter vi var i Rajestan sammen. Og jeg ved, at jeg har lavet den én gang siden – i oktober 2010 – for der er dato på mine egne noter til opskrifter.

Jeg skrev her på bloggen i sidste uge om, at jeg var vågnet midt om natten med en glubende lyst til suppe med melboller!
Jo, jeg havde drømt, at jeg sad i et stort køkken i et gammelt træhus, indviklet i et tæppe, fordi det var koldt. Ud af vinduet kunne jeg se klipper og hav. Der var ikke sne, men det var helt klart efterår/vinter. Ved komfuret, med ryggen til mig, stod en mand og var ved at lave oksekødssuppe med kød- og melboller til mig…

Tiden nærmer sig for 2016s julefrokost for canastaklubben.
Jeg kan godt gå og småglæde mig til den eftermiddag/aften det meste af et år 🙂 Dels er der det ualmindeligt gode selskab af fem af de kvinder, jeg holder allermest af (når jeg tæller på fingre, mangler der seks stykker mere, så er alle de dejligste veninder/søster der – måske skulle jeg engang lave den helt store julefrokost?) og dels elsker jeg at have “frie hænder” til at vælge et tema og en række retter, som jeg skal lave.