Det er sikkert gået op for dem, der læser min blog jævnligt, at jeg er ret glad for lasagne. I hvert fald har jeg lige talt fem opskrifter på lasagne her på bloggen – og der er muligvis flere.
De fem opskrifter er vegetaropskrifter – og det er denne her også. Dem synes jeg er meget bedre end lasagne med hakket kød. I næste uge vil jeg dog levere en opskrift på en dejlig sommerlasagne med laks, sådan bare til en afveksling.
Butternut, spinat og ricotta-lasagne. Det smukke vinkrus er lavet af Helle Gyldenberg, der – i hvert fald sidst jeg talte med hende for halvandet års tid siden – har Butik2 i Søndervig.
Lad det være sagt med det samme – det her er ikke en opskrift, du sådan lige smækker sammen, når du kommer træt hjem og hurtigt skal affodre hele familien. Lasagnen her er både tids- og arbejdskrævende. Men ikke svær.
Fra jeg startede og til jeg stod med den færdige lasagne, der havde hvilet i 10 minutter, så den kunne “sætte sig”, gik der to timer og 20 minutter. Måske kunne jeg have sparet 15 minutter på at være med økonomisk med tiden, men så heller ikke mere. Og hvad værre er; den første halvanden times tid er du faktisk travlt optaget af at lave lasagne og kan ikke sådan lige gå og få andre ting fra hånden.
Butternutsquash/ricotta/spinat-lasagnen er altså til en dag, hvor du har god tid og vil nyde at være i køkkenet.