Nu ville det jo være sejt, hvis jeg havde en historie om, hvordan jeg smagte ossobuco med risotto milanese for første gang i en eller anden lille, italiensk landsby, hvor en stor mama smækkede den originale version på det vakkelvorne træbord, og retten smagte så godt, at ikke et øje var tørt.
Men sandheden er den u-eksotiske, at min mor lavede ossobuco, allerede da jeg var barn. Det var en søndagsmiddag – serveret med kartoffelmos. Hun havde aldrig hørt om risotto milanese, før jeg serverede den for hende, da jeg var blevet voksen.
Og risotto milanese? Jo, det VAR en åbenbaring, da jeg smagte sådan én første gang. Jeg syntes nærmest aldrig, jeg havde smagt noget så skønt. Risottoen blev dengang sat på et absolut stabilt bord i et privat hjem i Naur, lige her udenfor Holstebro 🙂
