I november 2024 var jeg i Apulien i Italien. Det er det sydligste, jeg har været i støvlelandet, når man undtager et lille døgns ophold med krydstogtskib ud for Sicilien.
Jeg elskede Apulien! Det er der, man blandt andet finder byerne Bari og Lecce,, der begge er besøg værd. Og så var maden ualmindelig god (og folk generelt meget flinkere end nord på) – ikke mindst de retter med orecchiette, som vi fik et par steder på restauranter ude på landet.
Nu ville det jo være sejt, hvis jeg havde en historie om, hvordan jeg smagte ossobuco med risotto milanese for første gang i en eller anden lille, italiensk landsby, hvor en stor mama smækkede den originale version på det vakkelvorne træbord, og retten smagte så godt, at ikke et øje var tørt.
Men sandheden er den u-eksotiske, at min mor lavede ossobuco, allerede da jeg var barn. Det var en søndagsmiddag – serveret med kartoffelmos. Hun havde aldrig hørt om risotto milanese, før jeg serverede den for hende, da jeg var blevet voksen.
Og risotto milanese? Jo, det VAR en åbenbaring, da jeg smagte sådan én første gang. Jeg syntes nærmest aldrig, jeg havde smagt noget så skønt. Risottoen blev dengang sat på et absolut stabilt bord i et privat hjem i Naur, lige her udenfor Holstebro 🙂
Denne italienske klassiker serverede jeg som den ene af to hovedretter ved min jule-kom-sammen for kortklubben.
Men jeg syntes ikke det hastede med at få den skrevet ind på bloggen, for det er overhovedet ikke nogen juleret. Faktisk er det vist ikke engang en vinter-ret. Den serveres kold, og jeg kunne sagtens forestille mig at spise den på en varm sommerdag med en god, kølig hvidvin til.