Thai-tomatsuppe

Det var hurtigt at lave og smagte fremragende.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst, så hurtigt har lavet noget så velsmagende.

Nu betyder det ikke voldsomt meget for mig, om noget tager kort eller lang tid at lave. Jeg kan lide at lave mad. Men okay, jeg kaster mig ikke ud i en tre timers moussaka en hverdags-aften.

Thai-tomatsuppen her tager vitterligt ikke mere end en halv time at lave. Der er lige lidt snitte-arbejde i starten – ti minutters hyggearbejde – og så skal suppen blendes til slut. Det kan man gøre med en stavblender, men jeg valgte altså at hælde suppen i min Magimix, som giver en fint, glat resultat – og noget opvask bagefter.

Her bobler det lystigt, inden det bliver blendet.

Egentlig var det eneste dårlige ved den superlækre suppe (portionen rakte til to aftener til mig), at der var undertryk i den en dåse flåede tomater. Jeg havde en cremefarvet sweatshirt på. Ikke godt.

Thai-tomatsuppe

3 fed hvidløg
0.5 stilk citrongræs , frisk
2 bananskalotteløg
1 stk. ingefær, på størrelse med en tommel
olivenolie
ristet sesamolie (note 1)
1 tsk. rød karry , en god en
12 tomater , eller 2 dåser flåede (jeg brugte dåser)
1 dåse kokosmælk
2 dl vand (jeg brugte en halv dl, fordi jeg skyllede tomatdåserne)
Topping: Fintskåret chili, sorte sesamfrø (se note 2), lime, frisk koriander

Let og lækkert.

Skær hvidløg, citrongræs, skalotteløg og ingefær i små stykker, og rist det stille og roligt af i lidt olivenolie og mørk sesamolie (hvis du har).

Rist rød karry med i 1 minuts tid. Tilsæt tomater i tern, og lad det koge op. Er der meget væske, går du bare videre til næste punkt, men ser det lidt tørt ud – af en suppe at være – så tilsæt lidt vand.

Tilsæt kokosmælk, og lad det simre i 10 minutter. Blend nu det hele til en cremet suppe. Servér med lime, frisk koriander og resten af toppingen.

Note 1: Man behøver ikke sesamolie, men det smager godt, sådan lidt nøddeagtigt. Jeg har den som regel, fordi jeg laver en del asiatisk mad – og det er ikke nogen dyr ingrediens.

Note 2: Jeg havde lavet “Everything but bagel” krydderblanding til en anden ret, og så tænkte jeg, at jeg da bare kunne bruge den til at drysse over. Det SÅ godt. Jeg lægger den opskrift ind lige om lidt, for selvom man åbenbart kan købe den i større byer, så er den ikke kommet til Holstebro endnu, og det er supernemt selv at lave.

(opskriften er fra Samvirke, oktober 2025)

Den blendede suppe.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *