Tomattærte med flødeostcreme

Denne opskrift stammer helt fra påsken her i 2025. Men jeg har lavet den et par gange siden til mig selv, fordi den var så god. Også kold til frokost dagen efter.

Dog er det en meget stor portion til én person, og jeg bliver træt af at spise tomattærte, inden det hele er væk. Men det er lidt svært at lave en mindre portion.

Tærten på vej i ovnen. Her kan man godt se, at kanten er hævet og tydeligt defineret fra forbagningen af bunden.

Hvis jeg ellers ikke er ude at rejse – og det var jeg ikke år, for da havde jeg i stedet rejseplaner i forbindelse med Pinsen 🙂 – plejer jeg at være sammen med min søster i Påsken. Og meget af vores samvær går op i mad, akkurat som det gjorde, da vores forældre var i live. Tomattærten var en del af mit bidrag til påskebordet i år.

Tomattærte med flødeostecreme

(mindst fire personer…)

Olie

1 plade fersk butterdej (f.eks. den slags man køber i ruller i supermarkedet)

250 gram tomater (gerne i blandede farver, det ser godt ud)

200 gram neutral flødeost (jeg bruger Philadelphia)

3 spsk creme fraiche 18 procent

1 fed hvidløg, presset

0,5 øko-citron – du skal bruge både saft og skal

salt, peber

Evt lidt frisk timian

Tænd ovnen på 200 grader almindelig ovn.
Læg bagepapir på en bageplade, og smør det med en smule olie. Læg butterdejen herpå.
Rids forsigtigt cirka to centimeter fra kanten hele vejen rundt med en skarp kniv (se note 1). Bag butterdejen i cirka  6-8 minutter, og stil den så til side for at køle lidt af.
Skær tomaterne i skiver.
Rør flødeost, cremefraiche, presset hvidløg samt saft og skal af citron sammen til en ensartet creme, og smag det til med salt og peber.
Fordel forsigtigt flødeostecremen på den afkølede butterdej, og læg herefter tomaterne på. NB: Flødeostecremen må ikke være køleskabskold.
Pensl tomaterne med lidt olie, og drys salt, peber og sesamfrø på kanten af tærten. Sæt tærten i ovnen.
Bag tærten i cirka 10-12 minutter ved 200 grader (se note 2).
Drys eventuelt med frisk timian, inden du serverer tærten.

Note 1: Der var én, der spurgte Coop (hvor opskriften er fra), hvorfor man skulle ridse? “Kan man ikke bare lade være med at komme fyld helt ud til kanten og så bukke kanten ind” spurgte hun. Og det kan man da. Det ser bare ikke lige så pænt ud og kanten bliver tykkere. Det er lidt som et trylleri, når man tager tærten ud første gang, og der nu er en tydelig kant, så man kan se nøjagtigt hvortil man skal smøre flødeostcremen.

Note 2: Jeg gav den længere end 12 minutter. Hvor meget længere kan jeg ikke huske – måske i alt 15 minutter – men hold øje med kanten. Den skal naturligvis ikke blive sort.

(Opskriften er fra opskrifter.coop.dk, der også har en søgefunktion, så man kan lede efter opskrifter ganske gratis og printe dem ud)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *