Alle indlæg af admin

Hvid chokolade og passionsfrugtmousse – en fantastisk dessert

Desserten smager virkelig dejligt, og den kan laves i god tid, inden gæsterne kommer.
Desserten smager virkelig dejligt, og den kan laves i god tid, inden gæsterne kommer.

Da jeg sidste år blev begavet med flere kilo hindbær fra min fars have og derfor sendte et opskrift-SOS ud til mine venner, var denne opskrift en af dem, jeg fik retur.

Det var Lone Theils, der er korrespondent for Politiken og bosat i London, der sendte mig den og skrev, at den måtte jeg bare prøve. Da jeg ved, at mad er en af hendes seriøst store passioner, var det en af de opskrifter, jeg følte mig lokket til at teste 🙂

Den er blevet en total favorit.

Jeg har nu lavet den tre gange, og i betragtning af at jeg ikke er et dessertmenneske, er jeg forbløffende vild med den. Det har mine gæster også været.

Ingredienserne.
Ingredienserne.
Kom hindbærrene i bunden af portionsglassene - eller i bunden af en stor skål.
Kom hindbærrene i bunden af portionsglassene – eller i bunden af en stor skål.

Og så kan jeg rigtigt godt lide desserter, som er færdige, længe inden gæsterne kommer, så alt, man skal gøre, er at tage den ud af køleskabet!

Første gang jeg lavede den, var det bare til mig selv, og selvom jeg kun lavede en halv portion, havde jeg dessert til flere dage. Den fulde portion rækker til fire meget store portioner.

Passionsfrugter er nemme at  arbejde med - de er lette at skære over, og indmaden skrabes også nemt ud. De smager eksotisk og skønt.
Passionsfrugter er nemme at arbejde med – de er lette at skære over, og indmaden skrabes også nemt ud. De smager eksotisk og skønt.
Så skal æggehviderne vendes i chokolade-æggeblomme-passionsfrugt-blandingen.
Så skal æggehviderne vendes i chokolade-æggeblomme-passionsfrugt-blandingen.

I opskriften står der, at hvid chokolade kan være vanskelig at arbejde med. Det har jeg overhovedet ikke bemærket. Ikke fordi jeg er nogen køkkengudinde (et passende ord eftersom opskriften oprindeligt stammer fra Nigella Lawson), men måske fordi jeg fulgte opskriftens råd om at smelte chokoladen i bain marie (se fremgangsmåde nedenfor) bare til den mister formen og “kollapser” (altså når der ikke er chokolade-tern mere, men bare noget flydende) – og så i øvrigt sørger for at æggeblommerne har stuetemperatur, når de blandes med den lune chokolade.

Tro mig; det er nemt. Bare gør, som der står.

Uhm, lækkert :-)
Uhm, lækkert 🙂

Hvid chokolade og passionsfrugt-mousse

(4-5 personer)

150 gram hvid chokolade

3 store æg, blommer skilt fra hvider (hvis du vil være sikker, så brug pastauriserede hvider og blommer)

5 passionsfrugter

150 gram hindbær

Bain marie er et fransk ord, og det lyder mere fornemt og indviklet, en det er. Det er ganske enkelt en skål, der er sat over en gryde med kogende vand. Skålen skal ikke stå nede i gryden. Den skal passe med grydens diameter, så skålen “hænger” over det kogende, boblende vand i gryden.

Kom chokoladen ned i skålen, der er blevet opvarmet af dampen fra det kogende vand. Når chokoladen er gået ud af facon og er blevet flydende, tager du skålen op og sætter chokoladen til at køle af.

Find fire portionsforme og del hindbærrene mellem de fire forme, sådan at bærrene ligger i bunden.

Pisk æggehviderne til de er stive.

Bland æggeblommerne med den afkølede chokolade (den må godt være lidt lun, men ikke varm) – vend det grundigt rundt, så det er godt blandet sammen.

Skær passionsfrugterne over og skrab kød og juice ned i chokolade-æggeblomme-blandingen. Rør det sammen.

Fold nu æggehviderne forsigtigt ind i blandingen – man vender det rundt med for eksempel en dejskraber snarere end at røre. Bliv ved indtil det er godt blandet.

Hæld moussen over hindbærrene, og sæt det i køleskabet i tre-fire timer – eller længere hvis du ikke bruger portionsforme, men har lavet én stor skål.

(fra Forever Summer af Nigella Lawson, bearbejdet af Lone Theils til hendes A Cookbook Collection)

Der er rigeligt i sådan en  portion. Jeg synes, at den fulde opskrift rækker til fem portioner - især hvis man har fået et par retter inden desserten!
Der er rigeligt i sådan en portion. Jeg synes, at den fulde opskrift rækker til fem portioner – især hvis man har fået et par retter inden desserten!

 

 

 

Ingeborgs hindbærsnaps

 

Hindbærsnapsen trækker.
Hindbærsnapsen trækker.

En gang imellem sker der mærkelige ting her i huset.

Jeg har for eksempel lige brugt en halv time på at lede efter en flaske hindbærsnaps, men den er pist væk!

Jeg er helt sikker på, at pigerne og jeg IKKE drak hele flasken til julefrokosten i december, men siden har jeg ikke tænkt på den, og nu kan jeg ikke finde den. Æv.

Havde ellers lige fået den idé at fotografere den sommerlige snaps i det “sommervejr”, vi har lige nu. Vi skriver 2. juni, der er 11-12 grader, og det regner og det stormer!!! Hvem har hørt om sommerstorme før? Den slags blæsende oplevelser plejer da at forekomme i efteråret og vinteren.

Nå, men i stedet faldt jeg over præstegårdssnapsen (det er en valnøddesnaps, og opskriften ligger allerede her på bloggen) og min veninde Karins blodrodssnaps. Den kan jeg desværre ikke give jer opskriften på, for jeg kender den ikke, men jeg vil prøve at spørge hende om den. For den er virkelig god. Har lige testet den igen, fordi jeg så fotograferede den i regnvejret i stedet for hindbærsnapsen 🙂

Nå, men hindbærsnapsen lavede jeg sidste efterår. Min fars hindbær er af den sent modnede slags, og da jeg hjemslæbte flere kilo bær, fordi far ikke gider bruge dem til noget, efterlyste jeg på Facebook opskrifter med hindbær. Jeg fik vildt mange!

Nogle af dem prøvede jeg – og så har jeg et par stykker “stående over”, som skal afprøves i år.

En af dem, jeg faldt for, var Ingeborgs supernemme hindbærsnaps.

Ingeborg har jeg mødt nogle gange, da hun boede her i området. Hun er frivillig i Ønskebrønden, der opfylder ønsker for alvorligt syge børn. Nu er hun flyttet, men vi bevarer forbindelsen via Facebook, og det er rigtigt hyggeligt, blandt andet fordi vi har en fælles passion for god mad.

Snapsen var (sammen med blodrodssnapsen, der er anderledes “potent”!) et hit ved julefrokosten med veninderne i 2014.

To ingredienser - det er da til at finde ud af!
To ingredienser – det er da til at finde ud af!

Ingeborgs hindbærsnaps

150 gram hindbær

En halv flaske snaps eller vodka (uden tilsat smag!)

Bærrene (kan eventuelt være frosne) overhældes, så de er helt dækkede med snaps.

Skal herefter trække i 2-3 måneder.

Efter endt trækketid, filtreres snapsen gennem et kaffefilter, så man har en hindbærekstrakt.

Ekstrakten skal nu fortyndes i forholdet 1:1.

Forholdet kan variere lidt, så man er nødt til at prøvesmage flittigt 🙂

Passer godt til ostebord, skriver Ingeborg. Vi drak den til desserten, så vidt jeg husker…

Det her er så IKKE en hindbærsnaps. Det er Karins blodrodssnaps, fotograferet i den danske juni-møgvejr....
Det her er så IKKE en hindbærsnaps. Det er Karins blodrodssnaps, fotograferet i den danske juni-møgvejr….

Rabarberkompot som Claus Meyer laver den

Rabarberkompot smager fantastisk - især til sommerkylling. Og kompotten holder sig op til en måned i køleskab.
Rabarberkompot smager fantastisk – især til sommerkylling. Og kompotten holder sig op til en måned i køleskab.

Da jeg var hjemme hos min far i april, spurgte jeg, om rabarberne var så langt fremme, at jeg kunne lave kompot? Nix, sagde han. De var slet ikke kommet op endnu.

Af og til tænker jeg på, om han mon overhovedet bevæger sig ned i køkkenhaven?

Da jeg gik ud for at tjekke, var der de fineste rabarber i haven bag garagen. Ikke den samling af kæmpestore ditto, som stod der en måned senere, da jeg atter var på besøg, men rigeligt med fine røde stængler.

Det var jeg glad for, da jeg senere samme dag købte ind i Superbrugsen i Hedensted og opdagede, at 500 gram rabarber kostede 24.95 🙂

Jeg bruger Claus Meyers opskrift på rabarberkompot. Der er en anden opskrift her på bloggen, og det er jo smag og behag. Du kan jo teste dem begge, hvis du har tid og lyst. Jeg kan bedst lide Meyers, men den er lidt mere ”flydende” end den anden. Man kan selvfølgelig jævne den lidt, men det gør jeg nu ikke.

Det er nemt at lave rabarberkompot - og hvis man har dem selv i haven, er det såmænd også en ret billig fornøjelse.
Det er nemt at lave rabarberkompot – og hvis man har dem selv i haven, er det såmænd også en ret billig fornøjelse.

Rabarberkompot

500 gram rabarber

150 gram sukker (gerne lyst rørsukker)

En halv stang god vanilje

Saft og skal af en halv øko-citron (det SKAL være øko, fordi skallen på ikke-øko citroner er sprøjtet med fæle ting)

Skær top og bund af rabarberne, skyl dem og skær dem i stykker på 2-3 centimeter.

Vend stykkerne med sukker, vanilje, revet citronskal og –saft, kom dem i et ovnfast fad og bag dem i ovnen i 20-25 minutter ved 150 grader.

Lad kompotten køle lidt af, og så er den klar til brug.

Gem kompotten på glas eller i en lufttæt bøtte – den holder sig i 20-30 dage i køleskabet.

(fra Almanak/Claus Meyer, forlaget Lindhardt og Ringhof, 2010)

Helt klassisk gammeldags agurkesalat

Gammeldags agurkesalat. Dansk, sommerligt og dejligt.
Gammeldags agurkesalat. Dansk, sommerligt og dejligt.

Behøver man en opskrift på agurkesalat? Altså den slags, som min farmor lavede til den grydestegte kylling?

Næh, det er der nok mange, der ikke gør – men jeg slår altid lige op i en kogebog, når jeg skal lave noget klassisk. Især hvis jeg laver mad til min far, der har en forventning om, at det vil smage som det, hans mor frembragte eller det, min mor lavede…

Og så det nytter ikke meget, at der her på bloggen er en opskrift på en skøn thai-agurkesalat, for den ville far aldrig spise!

Forleden lavede jeg kylling, agurkesalat og rabarberkompot til ham. Dette er opskriften på agurkesalaten.

Gammeldags agurkesalat

1 agurk

Groft salt

2 dl eddike (almindelig eddike – ikke vineddike)

1 dl sukker

0,5 dl vand

Peber

Rør eddike med sukker, kogende vand og peber til sukkeret er opløst.

Snit agurken i tynde skiver, gerne på et råkostjern (jeg har et af de trekantede rivejern, der står op. På siden er der en ”revne” med et skarpt blad, som er genialt til at rive agurk på) og drys dem med lidt salt. Lad dem trække i 10-15 minutter.

Knud væden af i små håndfulde (så du får vandet presset godt væk) og vend skiverne i eddikelagen. Lad agurkesalaten trække i mindst 30 minutter.

Hæld agurkesalaten i et syltetøjsglas (hvis ikke den skal på bordet med det samme) og stil den i køleskabet.